
Ambitiøse mål, vedtægtsændringer og vedvarende fokus på betydningen af diversitet har bidraget til, at Lif har øget andelen af kvinder på foreningens ledelsesposter. Det viser foreningens diversitetsrapport for 2023. Nu skal der fokus på inklusion.
Efter et år med stort fokus på kønsdiversitet i Lif er andelen af kvinder i bestyrelsen steget fra en ud af otte til fire ud af ti. Dermed afspejler bestyrelsens kønssammensætning også kønssammensætningen blandt landecheferne i Lifs medlemsvirksomheder. Men det får ikke Julie Enevold Brooker, landechef i Janssen og forperson for Lifs arbejdsgruppe for diversitet, til at erklære, at målet nu er nået:
”For det første, så er bestyrelsens sammensætning et resultat af et demokratisk valg på den årlige generalforsamling og dermed vil det hele tiden være et dynamisk tal, der baserer sig på beslutninger, der er truffet udenfor foreningen. Som organisation ligger vores opgave i løbende at sætte fokus på værdien af diversitet i bestyrelsens sammensætning, så det også reflekteres i valget af denne. For det andet er vores mål ikke bare den form for diversitet, som tal kan udtrykke. Vi ønsker at være en inkluderende forening, hvor vi får størst mulig værdi ud af den diversitet, der findes på kryds og tværs i medlemsgruppen,” forklarer hun.
”Vi er meget optagede af at leve forandringen. Derfor er der også taget initiativer i retning af at sikre øget inklusion i Lifs medlemsgrupper – ikke bare på tværs af køn men også på virksomhedsniveau. Vi er optagede af at byde nye medlemmer velkomne, engagere bredt på tværs af alder, køn og kultur og give mindre virksomheder mulighed for at være med i foreningen på deres måde”, lyder det fra Julie Enevold Brooker.