
I løbet af december stiller vi i Lif skarpt på femåret for Covid-19-vaccinen med en lille adventskalender. I år er det fem år siden, at vaccinerne rullede ind over grænsen til Danmark og blev en gamechanger i kampen mod den verdensomspændende pandemi. Her 3. søndag i advent dykker vi ned i den betydning, som vaccinen fik for at forebygge sygdom og død, og ikke mindst hvad Danmark lærte om at udrulle vacciner på rekordtid.
Under covid-19 pandemien har vaccinerne ifølge WHO forhindret omkring 17.000 dødsfald alene i Danmark, hvoraf størstedelen ville have været i aldersgruppen over 60 år. På verdensplan vurderes mindst 14-20 millioner liv at være reddet af vaccinerne.
Alvoren satte sit tunge præg på julestemningen i december 2020, og bekymringen fyldte, særligt for bedsteforældre eller syge familiemedlemmer. Og så var der trætheden efter et langt år med usikkerhed og afstand. Håndsprit, mundbind og tomme gader var en del af hverdagen.
I december for fem år siden havde over 100.000 personer i Danmark været smittet med Covid-19, og over 7000 havde været indlagt på de danske hospitaler med sygdommen. Omkring 900 personer havde mistet livet. Alfavarianten var for første gang blevet registreret i Danmark, og vi testede mellem 70.000-90.000 personer med PCR-tests om dagen. Der var et forsamlingsforbud på 10 personer, og myndighederne advarede imod at samles for mange til jul og nytår.
En omfattende vaccinationsstrategi
Men så kom vaccinerne. Fra slutningen af 2020 begyndte udrulningen til Danmarks mest sårbare og sundhedspersonale — på plejehjem, hospitaler og hos praktiserende læger.
Covid-19-vaccinerne blev rullet ud i Danmark med imponerende fart og koordinering. På bare et halvt år lykkedes det at få 70 procent af befolkningen færdigvaccineret med to vaccinestik.
Hastigt blev vaccinerne tilgængelige for resten af befolkningen i nationale vaccinationscentre, der dukkede op overalt i landet. En omfattende vaccinationsstrategi, hvor man bogstaveligt talt var nødt til at lægge sporene, mens man kørte.
Tyge Arnold Canto Larsen, chefkonsulent for vaccineområdet i Lif siger om indsatsen:
“Covid-19-vaccinerne blev rullet ud i Danmark med imponerende fart og koordinering. På bare et halvt år lykkedes det at få 70 procent af befolkningen færdigvaccineret med to vaccinestik. Det var kun muligt på grund af et helt unikt samarbejde og setup mellem myndigheder, regioner og kommuner, som sikrede en effektiv udrulning og en høj tillid til vaccinerne,” siger han.
Det kan vi lære i dag
Udover at være afgørende for at forebygge sygdom og genåbne samfundet under pandemien, så lærte vaccinationsindsatsen os også om, hvordan målrettede lokale tiltag, direkte borgerkontakt og hjælp til blandt andet tidsbestilling og transport kan skabe tillid og øge tilslutningen til vacciner, især blandt de mest udsatte borgere.
Det var indsatser, som blev planlagt og udført i et samarbejde mellem nationale myndigheder, kommuner, regioner, boligorganisationer, uddannelsesinstitutioner, civilsamfund og virksomheder.
”Erfaringerne fra udrulning af covid-19 vaccinerne er guld værd og kan genbruges i dag, når man planlægger vaccinationsprogrammer. Blandt andet ser vi et stort potentiale i at lade kommunerne spille en mere central rolle i at nå de borgere, som kan have brug for ekstra støtte og vejledning. Og så mener vi, at mere målrettede vaccinationsindsatser bør indgå i den kommende Folkesundhedslov og de nye kronikerpakker, hvor det er helt afgørende, at man husker at tænke vaccination ind i forebyggelsen,” siger Tyge Arnold Canto Larsen.
Følg med på søndag, hvor fjerde og sidste låge åbner!
