
Dette debatindlæg er udkommet den 16. december 2025 i Dagens Pharma
Vi skal holde op med at lade som om, at det 7. princip gælder, når vi endnu engang befinder os i en situation, hvor danske patienters adgang til individuel behandling er ulige og uensartet, skriver Lægemiddelindustriforeningen.
I Danmark bryster vi os af det 7. princip: retten til individuel adgang til lægemidler, som ikke har fået Medicinrådets blåstempling. Det skal sikre lige adgang til behandling for patienter med særlige kliniske behov.
Som indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) flere gange har slået fast, skal retten til individuel behandling være lige for alle og ensartet i regionerne. Ligesom det skal gælde for lægemidler, som Medicinrådet har afvist som standardbehandling eller ikke har vurderet endnu.
Alligevel står vi nu igen i en situation, hvor danske patienters adgang til individuel behandling er ulige og uensartet. Regionernes Tværregionale Forum for Koordination af Medicin har netop besluttet, at der ikke skal være mulighed for individuel adgang til avancerede terapier, såkaldte ATMP’er – i hvert fald ikke i Danmark.
Afskæres fra behandling
Det betyder i praksis, at danske patienter, som vurderes til at kunne have særlig gavn af gen- eller celleterapi, afskæres fra behandling i Danmark.
Når regeringen har en ambition om, at Danmark skal være førende inden for avancerede terapier, og vi samtidig mener, at vi har et gældende 7. princip, må vi også tage ansvar for at sikre lige adgang til individuel behandling med ATMP’er, uanset om den finder sted i Danmark eller i udlandet.
Derfor bekymrer det os, når det tværfaglige forum beslutter, at de danske sygehusafdelinger ikke kan blive certificeret til eller foretage implementering af ATMP-behandlingen, når Medicinrådet ikke har anbefalet lægemidlet. Det er ellers udgangspunktet for andre lægemidler, når der gives individuel adgang via det 7. princip.
Smidigere proces
I Lif anerkender vi, at det kan kræve ressourcer for sygehusafdelinger at blive certificeret til at kunne behandle med ATMP, og derfor bakker vi også op om muligheden for at kunne sende danske patienter til udlandet.
Det forudsætter dog, at det sker på samme vis, som hvis behandlingen foretages i Danmark. Denne proces skal være smidig, så danske patienter lettere kan komme til udlandet, eller udenlandske patienter kan komme til Danmark og modtage behandling med de ATMP’er, hvor Danmark er førende.
Det er forventningen, at der kommer flere avancerede terapier i de kommende år.
Det er derfor afgørende, at der sikres en smidig proces for ATMP-behandling i både Danmark og i udlandet.

