Dette debatindlæg er udgivet i Børsen den 8. september 2025.
Af Thomas Klit Christensen
Der er et voksende pres på det globale patentsystem for lægemidler i disse år.
WTO’s igangværende drøftelser om Trips-review (Trade-Related Aspects of Intellectual Property Rights) og forhandlingerne om WHO’s pandemitraktat (pandemic accord) har genantændt debatten om balancen mellem intellektuelle ejendomsrettigheder og global, lige adgang til lægemidler – særligt i krisesituationer.
Det er en vigtig debat, men vi må ikke glemme, at patenter ikke er en barriere for sundhed. De er en forudsætning.
For lægemiddelindustrien er et stabilt og forudsigeligt globalt patentsystem helt afgørende. Det er patenterne, der skaber grundlaget for de enorme investeringer, det kræver at udvikle nye behandlinger og vacciner.
For at gøre det helt klart: At bringe ét nyt lægemiddel på markedet tager typisk 10-15 år og koster i gennemsnit over 10-12 mia. kr. – med høj risiko for, at projektet fejler undervejs. Uden en vis form for eksklusivitet er der stort set ingen, der vil lave den investering.
Innovation kræver patenter
Under covid-19-pandemien blev det globale patentsystem ofte fremstillet som et problem. Men det var i virkeligheden en del af løsningen.
På rekordtid blev der udviklet og distribueret vacciner og behandlinger meget hurtigere end nogensinde før. Det var muligt, fordi dem, der havde forsket og investeret i årtier, turde dele deres viden – fordi den var dækket af patentbeskyttelser.
De teknologiske gennembrud, som mRNA-platforme og antivirale lægemidler, ville ikke have været mulige uden et langsigtet og stabilt patentsystem.
Derfor er det bekymrende, at der er stigende pres fra en række WTO-medlemslande på at få gennemført en omfattende revision af Trips-aftalen og herunder pandemitraktaten ved at lægge op til svækkelser af patentrettigheder.
Rettigheder under pres
For eksempel er der tale om at udvide tvangslicensering, at indføre teknologioverførsel uden klare rammer og skabe særregler for krisesituationer.
Hvis man begynder at underminere rettighederne netop i de situationer, hvor behovet er størst, sender det et stærkt negativt signal til fremtidige investeringer.
Det betyder ikke, at der ikke skal være adgang til viden, forskning og innovative landvindinger.
Lægemiddelindustrien har gennem adskillige initiativer, frivillige licenser og samarbejder vist vilje og evne til at levere løsninger, også i lavindkomstlande.
Det får vi ikke mere af ved at svække det system, der gør innovation mulig. Det gør vi ved at styrke samarbejdet om adgang inden for rammerne af et robust globalt system for immaterielle rettigheder.
Adgang gennem samarbejde
Vi har brug for et patentregime, der både understøtter investeringer i forskning og udvikling, og som samtidig giver regeringer fleksibilitet i særlige situationer inden for klare og forudsigelige rammer. Det er det, Trips-aftalen allerede giver mulighed for.
At erodere fundamentet yderligere vil ikke gøre verden bedre rustet til næste pandemi. Det vil tværtimod gøre os mere sårbare.
Hvis vi ønsker, at den næste banebrydende vaccine eller livreddende behandling bliver udviklet – og gjort tilgængelig hurtigt – må vi værne om de strukturer, der gør det muligt.
Et stabilt og velfungerende globalt patentsystem er ikke nice to have – Det er need to have.
