I 16 år arbejdede tidligere DSAM-formand Anders Beich som praktiserende læge på Nørrebro. Men det var tre år på Lolland, der lærte ham, hvad ulighed i sundhed er.
”Vi plejede at sige, at almen praksis er gynger og karusseller,” siger Anders Beich. Han er praktiserende læge og tidligere formand for DSAM, Dansk Selskab for Almen Medicin.
”Nogen skal bare have en lille gyngetur. Det kan være en patient, der har ondt i halsen eller er urolig for en uskyldig forandring i huden. Og så er der patienter med behov, som tager noget længere tid end ti minutter. Men i sidste ende går det nok op tidsmæssigt. Sådan er det måske for en god del af de praktiserende læger stadigvæk, og det er der rigtig mange mennesker, der synes er en god balance. Men sådan er det slet ikke hernede,” siger Anders Beich og refererer til det sydlige Lolland, hvor han de seneste tre år har arbejdet som praktiserende læge efter i 16 år at have haft egen praksis på Nørrebro.
”På Lolland er der ingen gynger. Du har ikke de lette patienter. De går typisk ikke til læge for småting. Det kunne de ikke drømme om. Tror man, det kun er svage patienter, der bor på Lolland, må man tro om igen. De indfødte er arbejdsomme, slidsomme og seje. De er gamle og aktive, men har samlet sygdomme sammen med alderen,” siger Anders Beich.
”Der er rigtig mange patienter med tre, fire, fem sygdomme, som kommer med et nyt symptom. Er det så en ’ny’ sygdom? Er det en af de ’gamle’ sygdomme, der giver lyd fra sig? Er det bivirkninger til behandling? Vi ved, du har en inflammatorisk tarmsygdom eller udposninger på tarmen, og nu er der nye symptomer. Er det mon kræft, der er kommet til? Du har jo alderen til det. Skal det udredes på ny?” gengiver han.
Skaber ikke penge i kassen
Det er netop et støt stigende antal komplekst syge patienter med stort behov for kontinuitet, der gør det svært at nå arbejdet. Og da de tre en halv arbejdstimer på landevejen fra København til Nysted og retur foregår i en kassevogn med ringere fysiske rammer end tidligere, så har han måttet træffe det svære valg at sige op i Nysted og starter som vikar i et lægehus i Rønnede.
”Som rammebetingelserne er nu, kan jeg, trods slid, ikke tjene min egen løn ind i Nysted.
Det, jeg kan præstere på en dag med så komplekse patienter, er ikke noget, der skaber penge i kassen.”
Som 65-årig kunne man tro, at Anders Beich havde set det meste som praktiserende læge. Og det troede han også selv. Indtil han kom til Lolland.
”Jeg har set flere sygdomme på tre år på Lolland, end jeg har set i 16 år på Nørrebro. Der er en ufattelig høj forekomst af de store sygdomme. Kræft, sukkersyge, gigtsygdomme, åreforkalkning, lungesygdomme. Vi har kaldt det et ’medicinsk slaraffenland’, fordi det er så fagligt spændende,” siger han.
Kom til Lolland og bliv dygtigere
Og efter eget udsagn er han blevet en bedre læge af at komme væk fra Nørrebro.
”Jeg er i den grad kommet på omgangshøjde med min medicinske faglighed. Hvis du sidder et sted, hvor der er langt imellem patienter, der er rigtig syge, så mister du noget klinisk dømmekraft. Jeg var nok en relativt rusten læge, da jeg kom derned.”
– Var du overrasket over, hvilke patienter du kom ned til på Lolland?
”Helt vildt. Selvom jeg har kæmpet for pejlemærker som ’giv mest til dem med størst behov’ og ’lad de raske være raske’, så har jeg ikke fattet en brik af, hvad det var for en ulighed i sundhedsvæsenet, vi bød patienter i Danmark,” siger han og fortsætter:
”Det, der så kommer oveni på Lolland og Falster, er, at der heller ikke er nogen andre speciallæger at henvise til. De kan tælles på én hånd. Og sygehusvæsenet gør deres bedste lokalt, men du får rigtig ofte afvist dine patienter fra de større hospitaler. De skriver, det er henvisningen, men det er jo patienten, der afvises,” siger han. “De tror, vi kan lave en fuld journaloptagelse til deres brug, før de vil tage patienten, det har vi overhovedet ikke tid til.“
Forbedringer kræver mod
Han er sørgmodig over for de patienter, han forlader på Lolland og reflekterer over, hvad der kunne have fået ham til at blive:
”Tålelige forhold i det rullende kontor, et antal patienter jeg kan overkomme, og at jeg ikke hver dag skulle tage mig af to nye patienter, der har søgt klinikken, fordi de tørster efter en læge. Der er grænser for, hvor mange patienter, du kan have i dit hoved, med så store behov.”
Han har svært ved at se for sig, hvordan det skal lykkes at få et tilstrækkeligt antal læger til de steder, hvor behovet er størst, når ingen vil være med til at tage ansvar. Og det er op til politikernes mod, om det kommer til at ændre sig med dannelsen af en ny Region Østdanmark.
“Selvom man med sundhedsreformen siger: ’Det må vi da også gøre noget ved’, og selvom jeg har fået lov at tale til den samlede regering om, hvor uligt vores sundhedsvæsen egentlig er skruet sammen, så sker der ikke en fløjtende skid. De taler om, at vi i 2027 skal have en ny aftale, hvor man måske kan fordele ressourcer anderledes. Men det er jo en nødsituation nu, hvor meget syge patienter svigtes eller syltes i ventetid,” siger han og tilføjer:
”Det er virkelig en sundhedsskandale, at det går så langsomt med at løse de her problemer.
Vi er nødt til at adressere, at vi skal stoppe med at undersøge de raske patienter så meget, som vi gør i dag. Vi skal fordele det vigtige arbejde bedre. Det, som patienterne trænger til, er ikke det, de gerne vil have,” konstaterer han.
Medicinsk overaktivitet
”Jeg siger ikke, at nogen triller tommelfingre, men det handler om, hvad vi har travlt med, og det må vi samlet set diskutere som sektor. Efterspørgslen på sundhedsydelser er uendelig.
Vi er nødt til at afgrænse, hvad praktiserende læger skal tage sig af.”
Han mindes, hvordan man i gamle dage kunne have døren til konsultationen stående åben, og så kom patienterne, hvis de havde noget, og det regulerede sig selv.
”Jeg kan dårligt huske, jeg var til læge som barn. I dag kommer forældre anstigende med alverdens problemer og ting, der ikke fungerer for deres børn. Det kan være skolegang, at de spiser forkert, ikke vil i seng, eller bare har det svært. Det er ikke fordi, der ikke er et behov for hjælp, men er det lægeligt arbejde?” spørger han.
”Vi har medikaliseret alting. For hvis ikke man har en medicinsk forklaring, diagnose eller attest, så kan man ikke få hjælp. Der er noget, der hedder medicinsk overaktivitet, og det foregår overalt i sundhedsvæsenet,” siger han og fortsætter:
”Vi har franarret folk deres egne sundhedskompetencer, og lægerne har bidraget. Vi er ude af stand til at vurdere vores eget helbred og tør ikke andet end at gå til lægen, uanset hvad fanden der rammer os. I gamle dage sagde vi, at en god konsultation forebygger den næste konsultation, fordi patientens sundhedskompetencer var højere end før konsultationen. Det er det, vi skal tilbage til, eller vi skal i hvert fald holde op med at fordærve borgernes egne sundhedspotentialer med undersøgelser, diagnoser og medicin uden grund.”
med. 34
Læs magasinet med. 34: Magt og muligheder – fremtidens sundhedsdanmark
