Videre til indhold

Udgifterne til apoteksmedicin faldt sidste år

Regionernes udgifter til medicintilskud faldt i 2025, selvom danskerne bruger mere medicin, viser nye tal. Danmark investerer ikke nok i nye behandlinger, mener man i Lægemiddelindustriforeningen, Lif.

Regionernes udgifter til medicintilskud faldt med 191 mio. kr. i 2025 og endte på 7,38 mia. kr., selv om forbruget af medicin steg med 5,1 procent, viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Tallene tegner et billede af, at udgifterne ikke følger med behovet for investeringer i nye behandlinger, mener man i Lægemiddelindustriforeningen, Lif.

”Danmark bruger i dag omtrent det samme på medicintilskud som for næsten 20 år siden, selv om forbruget af medicin og mulighederne for behandling er vokset markant. Det kalder på større investeringer i ny og bedre behandling til patienterne,” siger Pernille Langgaard Lauridsen, politisk chef for primærsektoren i Lif.

Faldet i 2025 kommer efter et fald i 2024 på 340 mio. kr., der dog også skal ses i lyset af, at udgifterne steg markant i 2023 som følge af særlige forhold som midlertidig lavere patientegenbetaling, medicinmangel og dyr parallelimport.

Det ændrer dog ikke på, at ser man over en længere årrække, så har Danmarks udgifter til medicintilskud holdt sig i ro.

Vi skal huske, at de nye behandlinger netop kan være en god forretning på den lange bane, fordi de kan være med til at forebygge forværring af sygdom, aflaste sundhedsvæsenet og fastholde mennesker længere tid på arbejdsmarkedet.

I 2007 brugte regionerne således 7,33 mia. kr. på medicintilskud. Hvis udgifterne havde fulgt udviklingen i forbrugerpriserne siden 2007, ville udgifterne til medicintilskud i 2025 have udgjort 10,11 mia. kr., svarende til et niveau, der er ca. 38 pct. højere end i 2007.

“Det er i realiteten en stor de facto besparelse, som kunne have været brugt til at give danske patienter adgang til ny og innovativ medicin. Vi skal huske, at de nye behandlinger netop kan være en god forretning på den lange bane, fordi de kan være med til at forebygge forværring af sygdom, aflaste sundhedsvæsenet og fastholde mennesker længere tid på arbejdsmarkedet,” siger Pernille Langgaard Lauridsen.

Ifølge hende bør perioder med patentudløb og lavere priser på grund af generisk konkurrence netop give mere plads til at tage nye, innovative lægemidler i brug.

“Når udgifterne til medicintilskud forholder sig nogenlunde i ro over så lang en årrække, samtidig med at flere og flere patienter får mere behandling, så bliver der meget lidt plads til det nye. Det begrænser simpelthen adgangen til nye behandlinger, hvis man ikke politisk prioriterer et større rum til medicintilskud i sundhedsvæsenet,” lyder det.

Læs mere om tallene her.