
“Vi får brug for et langt tættere samarbejde om styrkepositioner,” sagde erhvervsminister Morten Bødskov, da han til Lifs nytårskur præsenterede sine perspektiver på, hvordan Danmark kan bevare og styrke sin position i en verden, der kendetegnes af en ny form for globalisering og geopolitisk regionalisering.
Med disse ord åbnede han ballet til Lifs nytårskur, der blev afholdt den 11. januar og bød på masser af gensynsglæde, netværk, faglige diskussioner blandt gæsterne og inspiration fra talerstolen.
I løbet af dagen kunne gæsterne glæde sig over et omfattende spektrum af viden og indsigt fra de forskellige oplægsholdere på scenen. Erhvervsminister Morten Bødskov delte regeringens life science-ambitioner, efterfulgt af chefredaktør på Weekendavisen, Martin Krasnik, der blandt andet skitserede konturerne af konflikten mellem Israel og Hamas. Han belyste de komplekse geopolitiske forskydninger på verdensplan og de konsekvenser, det har for børnenes dagligdag på Carolineskolen.
Afslutningsvis indtog Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti, scenen og delte den konservative politiske vision for 2024, hvor han blandt andet udtrykte stor anerkendelse af den værdi, innovative lægemidler udgør for både forbedrede patientresultater og samfundsøkonomien. Han understregede, at de konservative vil arbejde for en ambitiøs life science-strategi, der skal være med til at løfte rammevilkårene i life science-branchen.
Lif vil gerne takke alle jer, der deltog og bidrog til den gode stemning. Vi ser frem til et spændende 2024 fyldt med gode arrangementer.



















