Videre til indhold

Stor ros til regeringen for en ambitiøs AMR-handlingsplan 

“Et afgørende skridt mod den sundhedstrussel, vi potentielt står overfor.” Sådan lyder modtagelsen af regeringens nye handlingsplan for antimikrobiel resistens (AMR) fra Lif.

Forestil dig et scenarie, hvor en simpel infektion er dødbringende. Sådan ville verden se ud uden virksom antibiotika. Og desværre er det en verden, der ikke er så langt væk, som vi tror. Derfor er det nødvendigt med et større fokus på antimikrobiel restistens (AMR)

Det fokus har regeringen, der i dag har offentliggjort en national handlingsplan med 21 konkrete initiativer inden for fire indsatsområder for antimikrobiel resistens (AMR) hos mennesker. 

Og planen fortjener ros for  at være både grundig og ambitiøs. Det  mener Anders Hoff, politisk chef for forskning og innovation i Lif og medlem af AMR-alliancens styregruppe. 

”AMR er en alvorlig trussel, fordi forudsætningen for at andre behandlinger er effektive, er muligheden for at kunne bekæmpe infektioner. Undersøgelse viser, at hvert år dør én ud af 10 kræftpatienter af en infektion og ikke af selve kræftbehandlingen. Så vi har ekstremt meget behov for virksom antibiotika,” siger Anders Hoff.  

De fire overordnede emner i planen er: resistensbekæmpelse, forsyningssikkerhed, infektionsforebyggelse og international engagement. Derudover er der 4 tværgående initiativer.

Særligt fremhæver Anders Hoff planens fokus på infektionsforebyggelse. Blandt andet vil regeringen indføre antimikrobiel resistens som et fast parameter fremover i Sundhedsstyrelsens faglige vurderinger af effekten af vacciner. Og samtidig vil praktiserende læger få bedre muligheder for at tilbyde vaccination til borgere i målgruppen.

“Vaccinationen kan forebygge alvorlige infektioner hos svage patienter, reducere hospitalsindlæggelser og mindske forbruget af antibiotika. Lif har længe talt for en mere systematisk tilgang til vurdering af vaccination, og det er positivt, at vacciner fylder så meget i den nye handlingsplan,” siger Anders Hoff:

Også regeringen fokus på et større internationalt samarbejde, herunder et nyt nordisk samarbejde om udviklingen af nye incitamentsmodeller til at styrke tilgængeligheden af smalspektret antibiotika er opløftende læsning for Lif.

“Når nye antibiotika udvikles, skal de helst bruges mindst muligt. Det betyder, at det ikke er økonomisk bæredygtigt at udvikle ny antibiotika, og derfor er det meget positivt med et øget internationalt samarbejde i EU, hvor man tænker i at prøve med nye betalingsmodeller”, siger Anders Hoff.

Lif er medlem af styregruppen i AMR-alliancen. AMR-Alliancen samler alle relevante aktører i en fælles kamp mod antimikrobiel resistens, og det forventes, at AMR-alliancen bliver en del af den nationale følgegruppe.

Fakta

Antimikrobiel resistens (AMR) hos mennesker er en voksende udfordring.
På globalt plan forårsagede AMR anslået 1,27 mio. dødsfald i 2019. WHO forventer at det tal siger til over 10 mio. dødsfald i 2050. 

Find handlingsplanen her

Download National handlingsplan for antimikrobiel resistens hos mennesker.