
Forudsætningen for life science i Danmark er, at vi kan rekruttere de mange dygtige medarbejdere, der er brug for. Analyser peger på, at der bliver brug for 30.000 flere ansatte i 2030. Men det er allerede svært, som det er i dag, og i Lif er der bekymring for elementer i den nye universitetsreform, som kan risikere at gøre det endnu sværere.
Den netop vedtagne universitetsreform indeholder flere gode nye tiltag bl.a. muligheden for at tiltrække flere internationale studerende og et beskæftigelsestaxameter. Men uddannelseslængden skal fortsat reduceres på en lang række kandidatuddannelser, og så skal det samlede optag til hele universitetssektoren reduceres i form af indførelse af en ny sektordimensionering.
Der lagt op til, at mindst 30 pct. af uddannelserne skal omlægges som følge af reformen til enten kortere uddannelser eller såkaldte erhvervskandidatuddannelser.
”Der er tale om en omfattende reform, der får stor betydning for mange unge og for virksomhederne. Vi ser ind i en fremtid, hvor efterspørgsel på dygtige medarbejdere vil stige. Det gælder fx inden for lægemiddelindustrien, hvor alle analyser peger på, at vi kommer til at mangle flere højtuddannede specialister både i forskningsafdelingerne og i produktionen.”
Ida Sofie Jensen, koncernchef Lif
Fremover skal landets universiteter optage færre studerende, og det bekymrer Ida Sofie Jensen.
”Generelt er tendensen i lægemiddelindustrien, at specialiseringsgraden stiger, og at der derfor er brug for flere med mere uddannelse – ikke mindre. Derfor er det også ærgerligt, at man laver en generel nedsættelse af antallet af studerende, som universiteterne kan optage, for det rammer med stor risiko også de uddannelser, hvorfra virksomhederne efterspørger kandidater. Det er væsentligt, at reduktionerne ikke sker der, hvor vækstbrancher som life science har brug for flere medarbejdere,” siger hun.
Ida Sofie Jensen ser dog også mere positive elementer i aftalen bl.a.at der er lagt op til, at flere skal være erhvervskandidater og altså studere på deltid for at være tæt på arbejdsmarkedet.
”Vi er åbne over erhvervskandidatordningen, og vi vil gerne bidrage til at erhvervskandidatuddannelserne kan blive en succes. Men der er mange ubekendte pt. fx i forhold til, hvad der vil blive stillet af krav til virksomheder. Det vil være afgørende med stor fleksibilitet og god finansiering, ligesom det er afgørende, at både virksomheder og det offentlige løfter opgaven.”
Ida Sofie Jensen, koncernchef Lif
Aftalen giver mulighed for flere engelsksprogede pladser på kandidatuddannelserne, og det hilses velkomment:
”Lægemiddelindustrien er en global branche. Vores medlemmer rekrutterer de bedste fra hele verden. Det er positivt, at den nye aftale har ambitioner på området, så vi kan tiltrække internationale specialister til landet. Det er der brug for, hvis vi skal realisere vores potentiale,” siger Ida Sofie Jensen, der også fremhæver udsigten til, at universiteterne fremover i højere grad vil blive belønnet for at uddanne til arbejdsmarkedet med indførelsen af et beskæftigelsestaxameter.
”Grundlæggende skal vi sikre, at en uddannelse fører til et job. Sådan er det ikke altid i dag, og det mener vi, bør have økonomiske konsekvenser for uddannelsesinstitutionerne. Det vil bidrage til, at institutionerne vil have mere fokus på at sikre, at de studerende får de kompetencer, som efterspørges ikke mindst i lægemiddelindustrien.”
Ida Sofie Jensen, koncernchef Lif
