Videre til indhold

Regionalvalg 2025: Hvad mener spidskandidaterne? Region Østdanmark

Spidskandidaterne er blevet stillet to spørgsmål.

  1. Hvad er den første opgave, regionsrådet bør tage fat på efter valget?
  2. Hvad vil du gøre, for at borgerne oplever mere lighed og nærhed i din region?

Svarene er modtaget skriftligt. Spidskandidaterne er sorteret efter fornavn.

Vil du læse om, hvad spidskandidaterne i de andre regioner mener? Læs her.

Brian Mørch, Danmarksdemokraterne

  1. Den første opgave for det nye regionsråd bør være at styrke det nære sundhedsvæsen. Vi mangler praktiserende læger og stærke sundhedstilbud tæt på, hvor borgeren bor. Samtidig skal sundhedspersonalet have mere frihed til at bruge deres tid på patienterne og fokusere på kerneopgaven – alt for meget tid går tabt i bureaukrati og skemaer.
  2. For at skabe mere lighed og nærhed vil jeg arbejde for, at uanset om man bor i København, på Bornholm eller i resten af Sjælland, skal adgangen til behandling være den samme. Det kræver flere lokale løsninger, bedre transportmuligheder til behandling og en styrket psykiatri med hurtigere hjælp og flere specialister. Sundhed handler om mennesker – ikke om postnumre.

Camilla Hove Lund, Venstre

  1. Den allerførste opgave er at sikre flere sundhedsprofessionelle i hele regionen. Det kræver et markant fokus på uddannelse – både ved at oprette flere og mere attraktive uddannelses- og stillingsforløb og ved at styrke de faglige miljøer, så nye medarbejdere får god vejledning af erfarne kolleger. Samtidig skal vi skabe tydelige rammer og mere fleksibilitet i arbejdet, så flere ønsker at blive og udvikle sig i sundhedsvæsenet.
  2. For at skabe nærhed skal vi have stærke sundhedsråd, hvor samarbejdet mellem kommuner og region er præget af tydelig ledelse, gensidig respekt og lokalt kendskab. Med mine mange års erfaring fra både regionsråd, kommunalpolitik og som leder på ældre- og sundhedsområdet ved jeg, hvor vigtigt det er, at vi lykkes her. Derudover er uddannelse tæt på borgerne afgørende – især for at sikre læger og sundhedspersonale i alle egne af regionen. Samtidig skal vi udnytte ny teknologi, der gør det muligt at udrede, behandle og følge op i borgernes eget hjem eller så tæt på som muligt. Telemedicin og digitale konsultationer skal udbredes, så ingen behøver at rejse langt for enkle råd og vejledning. Det, der ikke er svært, skal være nært.

Christoffer Buster Reinhardt, Det Konservative Folkeparti

  1. Vi står over for danmarkshistoriens største fusion. Politisk er det vores vigtigste opgave at sikre, at vi ikke sander til i bureaukrati. Fokus skal være på patienterne – ikke på, hvordan det nye logo ser ud. Vi skal sammensætte det rette hold af topembedsmænd, der kan sikre, at regionen får den bedst mulige start til gavn for patienterne. Fokus skal være på at nedbringe ventelister, ikke på fusionsprocesser.
    Som Danmarks største region har vi et særligt ansvar for at gå foran. Vi vil styrke patientrettighederne og indføre rettigheder på områder, hvor der i dag ikke er garanti. Vi skal udbygge speciallægepraksis, så adgangen bliver nemmere. Og vi skal gøre det lettere for børnefamilier at komme igennem til 1813 og 1818.

    Den første opgave for det nye Regionsråd bør være at styrke det nære sundhedsvæsen. Vi mangler praktiserende læger og stærke sundhedstilbud tæt på, hvor borgeren bor. Samtidig skal sundhedspersonalet have mere frihed til at bruge deres tid på patienterne og fokusere på kerneopgaven – alt for meget tid går tabt i bureaukrati og skemaer.
  2. For at skabe mere lighed og nærhed vil jeg arbejde for, at uanset om man bor i København, på Bornholm eller i resten af Sjælland, skal adgangen til behandling være den samme. Det kræver flere lokale løsninger, bedre transportmuligheder til behandling og en styrket psykiatri med hurtigere hjælp og flere specialister. Sundhed handler om mennesker – ikke om postnumre.

Dorthe Mikkelsen, Liberal Alliance

  1. Vi skal sikre, at patienten igen kommer i centrum. Det kræver mindre bureaukrati, bedre udnyttelse af både offentlige og private ressourcer og et sundhedsvæsen, hvor pengene følger patienten. Ventelisterne skal ned, og samarbejdet med private aktører skal styrkes fra dag ét.
  2. Jeg vil arbejde for lige adgang til sundhed uanset postnummer. Det kræver stærke, lokale lægehuse, bedre transport og digitale løsninger. Vi skal decentralisere, fjerne unødvendige barrierer og sikre, at sundhedstilbud tilpasses borgernes behov – ikke systemets.

Lars Gaardhøj, Socialdemokratiet

  1. Efter valget er den første og største opgave at tage fat på den skæve lægedækning. I dag er der færrest læger, der hvor folk er mest syge, og flest læger, der hvor folk er mest raske. Det går bare ikke. Vi vil sikre flere praktiserende læger, hvor folk bor, sikre bedre adgang til praktiserende speciallæger, og så skal speciallæger fordeles meget bedre på tværs af både store og små hospitaler og sygehuse. Borgerne skal kunne regne med, at sundhedstilbuddet er godt og tilgængeligt, uanset om man bor i byen eller på landet.
  2. For mig handler lighed og nærhed om, at alle borgere i Region Østdanmark skal opleve, at hjælpen er lige ved hånden. Det betyder kortere vej til lægen, kortere ventetider, og at ambulancen kommer hurtigt, når man ringer 112. Vi vil bruge fusionen til at samle kræfterne om de store opgaver og fordele flere ressourcer til det nære. Sådan skaber vi et sundhedsvæsen med både tryghed og kvalitet for alle.

Peter Westermann, Socialistisk Folkeparti

  1. Det er afgørende for mig, at alle borgere har fri og lige adgang til behandling og medicin med tilstrækkeligt tilskud. Det er ikke tilfældet i dag, hvor store områder i landet mangler især læger, og hvor man ofte skal køre langt efter medicin. Vi skal derfor arbejde på hurtigt at skabe bedre sundhedstilbud tættere på borgerne. Derudover har vi øst for Storebælt en kæmpe opgave med at sammenlægge to regioner. Her er det vigtigt for mig, at vi lærer af hinanden og de smarte løsninger, vi hver især har arbejdet med i årenes løb.
  2. For at forholdene opleves mere lige skal vi gøre mere for dem, der har det sværest. Særligt kronikere bruger rigtig meget tid på at navigere rundt i sundhedsvæsenet, og jeg synes, vi skal gøre mere for at sikre, at borgere i den situation får nogle simplere og mindre anstrengende forløb. Min egen far havde diabetes, og han brugte halve og hele dage på landevejen for at nå til kontroller og hente medicin. Det må og skal vi kunne gøre smartere.

Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti

  1. Vi skal sikre, at der kommer flere varme hænder og mindre bureaukrati. Det er helt afgørende, at vi får fjernet de unødvendige lag af administration og i stedet styrker det nære sundhedsvæsen. Vi har foreslået at skære 10 procent i regionernes administration og ledelse, og de midler skal ubeskåret tilbage til patienterne og de ansatte. Vi har brug for et sundhedsvæsen, hvor sygeplejersker og sosu-assistenter ikke drukner i papirarbejde, men har tid til omsorg og ordentlig behandling. Samtidig skal vi tage fat på den akutte mangel på sundhedspersonale. Uden mennesker til at tage sig af patienterne er der intet sundhedsvæsen. Derfor skal vi også styrke arbejdsmiljøet, ledelsen og videreuddannelsen for de ansatte i sundhedssektoren.
  2. Vi kæmper for, at alle danskere – uanset postnummer – skal have lige adgang til ordentlig behandling. Det betyder blandt andet stop for centralisering af sygehuse. Vi vil ikke acceptere flere lukninger. Tværtimod skal flere behandlinger flyttes tættere på borgerne. Og det betyder en ambulancegaranti på 15 minutter ved livstruende hændelser. En målrettet indsats for lægedækning i hele landet, blandt andet ved at gøre det mere attraktivt for unge læger at slå sig ned i områder med lægemangel. Det er uacceptabelt, at danskere skal vente i måneder – nogle gange år – på behandling, mens andre kan springe køen over med en privat forsikring. Vi vil styrke patientrettighederne og sørge for, at behandlingsgarantien overholdes. Vi vil også styrke den forebyggende indsats – særligt i forhold til folkesygdomme som demens, fedme og hjertekarsygdomme – og sikre, at de ældre får værdige vilkår og rettigheder i hele landet.

Tormod Olsen, Enhedslisten

  1. Den første opgave, der skal tages fat på, er integrationen af somatikken og psykiatrien. Vi må for alt i verden ikke miste fokus på udviklingen af psykiatrien, som vi har arbejdet intenst med i en årrække. Særligt det massive pres på børne- og ungdomspsykiatrien. Der bliver det vigtigt både at øge kapaciteten og tænke nyt om forebyggelse samtidig.
  2. Samarbejdet med kommunerne bliver helt afgørende. Lige nu er jeg noget urolig for, at diskussionerne mellem regioner og kommuner i forbindelse med reformen har ført til urealistisk lave økonomiske rammer. Samtidig vil der gå tid, før reformens ambitioner om flere læger er en realitet. Der er derfor stor risiko for, at borgerne de første par år egentlig oplever en forringelse. Alt i alt tror jeg, at vi som regionalt valgte skal være meget fleksible og imødekommende over for lokale ønsker. Samtidig skal vi presse på for at få tilstrækkelige, økonomiske rammer. Mit håb er, at regeringen kan se den fælles interesse i at lykkes med netop mere lighed og nærhed.

med. 34

Læs magasinet med. 34: Magt og muligheder – fremtidens sundhedsdanmark