Videre til indhold

Regionalvalg 2025: Hvad mener spidskandidaterne? Region Midtjylland

Spidskandidaterne er blevet stillet to spørgsmål.

  1. Hvad er den første opgave, regionsrådet bør tage fat på efter valget?
  2. Hvad vil du gøre, for at borgerne oplever mere lighed og nærhed i din region?

Svarene er modtaget skriftligt. Spidskandidaternes svar er sorteret alfabetisk på fornavn.

Vil du læse om, hvad spidskandidaterne i de andre regioner mener? Læs her.

Anders G. Christensen, Venstre

  1. Den første opgave er at få sundhedsreformen ført ud i livet. Det betyder mere behandling tæt på borgerne og et stærkere samarbejde mellem kommuner, praktiserende læger og civilsamfund. Samtidig skal vi turde prioritere, så patienterne får behandling til tiden, og personalet har de rette rammer.
  2. Jeg vil arbejde for, at det ikke er postnummeret, der afgør, hvor hurtigt og hvor godt man får hjælp. Derfor skal vi styrke psykiatrien, nedbringe ventetiderne og sikre, at de nære sundhedstilbud også findes uden for de største byer. Sundhedsreformen skal bruges aktivt til at skabe lokale løsninger tæt på borgerne. Samtidig vil jeg arbejde for at styrke samarbejdet mellem kommuner, almen praksis, det præhospitale beredskab og hospitalerne – så hjælpen kommer tættere på borgerne.

Anders Kühnau, Socialdemokratiet

  1. Den første opgave bliver at udarbejde en regional sundhedsplan, der sikrer sammenhæng i hele sundhedsvæsenet og danner rammen for de nærsundhedsplaner, sundhedsrådene efterfølgende skal lave. Planen skal styrke kvalitet og lighed i sundheden, så alle midtjyder får gavn af fremgangen. Vi skal satse på udvikling og innovation og sikre, at medarbejderne både har de rette kompetencer og lysten til at arbejde i regionen.
  2. Lighed og nærhed skal sikres gennem stærke sundhedsråd, der får rammer til at skabe gode tilbud i hele regionen. Nogle steder vil det betyde nye kompetencer tættere på borgerne, andre steder at styrke eksisterende fyrtårne. Borgerne skal opleve tryghed i alderdommen med hjælp i hjemmet eller nærområdet, så mange unødige hospitalsbesøg kan undgås.

Else Kayser Nielsen, Enhedslisten

  1. Den første store udfordring bliver implementering af sundhedsreformen med de mange facetter, den indeholder, herunder også at sikre demokratiske og involverende processer og at opbygge gensidig forståelse og tillid i fælles opgavevaretagelse.
    Den anden meget presserende opgave er at styrke psykiatrien – særligt børne- og ungdomspsykiatrien. Det kræver både flere hænder og et bedre arbejdsmiljø, så vi kan tiltrække og fastholde personale. Det er afgørende at investere i specialuddannelse af læger og andre faggrupper.
  2. Jeg vil arbejde for, at flere sundhedstilbud kommer tættere på borgerne ved udbygning af sundhedshuse og regionsklinikker – især i områder, hvor der mangler praktiserende læger. Samtidig skal vi styrke forebyggelse, sundhedsfremme og rehabilitering i lokalområdet, så vi ikke kun behandler sygdom, men også fremmer trivsel og livskvalitet. Endelig skal både borgere og ansatte inddrages aktivt, så beslutninger træffes på patientens præmisser og bidrager til mere lighed i sundhed.

Hanne Roed, Radikale Venstre

  1. Der er en todelt opgave. Dels er der stadig styringskæder og forvaltningskultur i Region Midtjylland, som trænger til en gevaldig modernisering. Dels så skal vi i gang med de nye sundhedsråd sammen med kommunerne. Her bliver det afgørende, at vi får sømløse overgange med hjemmeplejen, men også at vi får sundhedsfremme og forebyggelse på dagsordenen. Endelig skal sundhedsrådene også sikre et godt samarbejde med de praktiserende læger.
  2. Den er svær, for det er jo borgerens oplevelse, der så tæller. Igen mener jeg, at sundhedsrådene er krumtappen i at få sundheden godt ud til borgerne. Det skal suppleres af et rigtig godt og agilt præhospital, som kan ’køre hospitalet ud til borgeren’, når noget akut trænger sig på. Desuden skal man sikre, at sundhedstilbud er tilgængelige. Det handler ikke kun om afstand, men også om tilstrækkelig kapacitet.

Helle Jensen, Liberal Alliance

  1. Den rette behandling til rette tid. Regionen skal sætte rammerne for, at de rette behandlingstilbud er til stede for patienterne og udnytte den kapacitet, der er i både det offentlige og private. Ingen skal placeres på en venteliste, når kapaciteten er til stede. Pengene skal følge borgerne – ikke systemet.
  2. Borgerne eller deres pårørende skal selv kunne vælge, hvilket tilbud der passer bedst til dem, uanset om det er offentligt, privat eller langt fra egen bolig. Som ansat i sundhedsvæsenet bekymrer det mig ofte at se, hvor meget systemets kasser begrænser patienterne, med store konsekvenser til følge. Jeg vil være med til at ændre denne praksis, så det er patienten, der er i fokus, ikke systemets strukturer. Jeg ser også gerne, at vi ansætter flere socialsygeplejersker, som er en stor støtte og hjælp til de borgere, der er udsatte og har brug for en støtte igennem systemet.

Jacob Isøe Klærke, Socialistisk Folkeparti

  1. Den første opgave bliver at komme godt i gang med et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem regionalt og kommunalt valgte i de nye sundhedsråd og at sikre inddragelse og samarbejde med praktiserende læger, patientorganisationer og vores dygtige fagfolk i en ny struktur. Hvis vi skal lykkes med opgaver og ambitioner om bedre behandling, større sammenhæng og mere lighed, så kræver det, at alle bliver en del af arbejdet. Det er ikke muligt at nå store mål, uden at eksempelvis patienter, læger og kommuner spiller med. Derfor er den første og vigtigste opgave, og det vi allerede nu arbejder med, at sikre grundlaget for et tillidsfuldt samarbejde på tværs.
  2. Sundhedsreformen giver nye muligheder, hvis vi udnytter dem. Jeg ønsker flere tilbud fra hospitalerne ud i sundhedshuse og eget hjem men også nye hybridmodeller, hvor praksis kommer i spil på en anden måde. Og så skal vi være mere opsøgende og mere tilgængelige for mennesker med særlige behov, eksempelvis udsathed, psykisk lidelse, handikap mv.

Jakob Søgaard Clausen, Danmarksdemokraterne

  1. Region Midtjylland er ramt af alvorlige svigt i sundhedsvæsenet med både kræftskandalen, benamputationer og voldsomme problemer i psykiatrien. Den første opgave må være at genskabe tilliden. Det kræver en anden kurs og ny politisk ledelse. Patienter og pårørende skal kunne stole på, at sundhedsvæsenet handler i tide. Det kræver en tillidsreform, hvor vi lytter mere til de medarbejdere, der står i frontlinjen, og bruger ny teknologi til at gøre behandlingen bedre, hurtigere og mere sikker.
  2. Alle skal have adgang til sundhed tæt på – uanset om man bor i Silkeborg, Skive, Grenaa eller Galten. Ingen må blive mere syg på en venteliste, og ambulancen skal kunne nå hurtigt frem. Også i landdistrikterne. Vi vil sikre flere praktiserende læger lokalt, give psykiatrien et reelt løft og skabe bedre balance mellem by og land. Det handler om at bruge pengene på patienterne frem for prestigeprojekter.

Majbritt Birkholm, Dansk Folkeparti

  1. Der er en todelt opgave, idet der stadig er styringskæder og forvaltningskultur. Det første, vi skal tage fat på, er at sikre et sundhedsvæsen, hvor borgerne kommer før systemet. Ingen skal kæmpe med regler og afdelinger, når de har allermest brug for hjælp og tryghed. Derfor vil vi skære ned på bureaukratiet og bruge pengene på personale. Dansk Folkeparti foreslår en 10 procents reduktion i administration i regionerne, så sygeplejersker og andre fagfolk får mere tid til patienterne i stedet for papirarbejde.
  2. Alle borgere skal have lige adgang til sundhed, uanset hvor man bor. Derfor vil vi indføre en ambulancegaranti på 15 minutter, sikre at sundhedspersonalet taler dansk og stoppe centraliseringen af sygehuse. Det handler om at skabe tryghed og nærvær i hverdagen, så hjælpen altid er tæt på, og ingen borgere bliver tabt på gulvet.

Sten Larsen, Moderaterne

  1. Der er to meget presserende opgaver, som de nye regionsråd bør tage fat på som det første efter regionalvalget. Den ene er etableringen af de nye sundhedsråd, som får en ny og meget stor opgave. Etableringen af sundhedsrådene er helt essentiel for, at den nye sundhedsreform bliver en succes. Den anden meget store og ekstremt vigtige opgave er at få sikret patienter, der har behov for udredning og behandling i psykiatrien, mulighed for, at dette sker rettidigt. Der er i dag for en meget stor del af patienterne inden for psykiatrien en alt for lang ventetid til udredning. Dette handler for en større del om udredning af børn og unge med psykiske problemer.
  2. Jeg vil sikre lighed og nærhed til alle borgere i Region Midtjylland via langt mere sammenhæng mellem fx regionale og kommunale enheder, som blandt andet handler om, at de enkelte enheder ikke må isolere sig. Dette betyder, at borgere ikke skal kunne opleve, at et forløb går i stå i forbindelse med overgangen mellem to enheder i vores regionale og kommunale systemer.

med. 34

Læs magasinet med. 34: Magt og muligheder – fremtidens sundhedsdanmark