
400 mio. kr. ekstra til psykiatrien sætter fokus på børn og unges trivsel. Aftalen sender et klart signal om regeringens engagement i at sikre en stærk psykiatri, hvilket er vigtigt, hvis vi skal sikre en genopbygning af psykiatrien, siger Camilla Lund-Cramer, chefkonsulent i Lif, i denne kommentar.
Regeringen har netop underskrevet en omfattende aftale om tildelingen af 400 millioner kroner til psykiatrien i Finansloven for 2024, der er skrift i den videre udmøntning af 10 årsplanen for psykiatrien. Alle Folketingets partier står bag.
Aftalen har et særligt fokus på børn og unge, med fokus på at styrke både forebyggelse og forløbet fra behandlingsstart til opfølgning efter afslutningen af forløbet i børne- og ungdomspsykiatrien. Målet er bl.a. at sikre hurtig adgang til behandling, sikre bedre støtte til personer i akut krise og iværksætte en ny indsats for unge med autisme, spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd. Der vil også være investeringer i digital psykiatri.
”Aftalen er skridt mod at sidestille psykiske sygdomme med somatiske sygdomme, men vi er dog langt fra i mål. Det er en lang proces, som skal løbe over mange år, og som kræver en vedvarende politisk fokus. Men den nye aftale er et betydningsfuldt skridt i retning af en styrket psykiatri især med sit særlige fokus på børn og unge. Det sender et klart signal om regeringens engagement i at styrke psykiatrien. Især hos børn og unge er det vigtigt, at der er hurtig adgang til behandling, da en hurtig indsats øger muligheden for at forebygge, at andre psykiske følgesygdomme støder til,” siger Camilla Lund-Cramer, chefkonsulent, sundhedspolitik, Lif, og tilføjer:
”Massive investeringer i psykiatrien er helt nødvendige for at kunne imødegå behovet i befolkningen. Ikke mindst blandt børn og unge, hvor et stigende antal børn og unge har brug for behandling i psykiatrien. Lif er derfor positive over for initiativerne i aftalen, herunder den nye indsats for unge med autisme og spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd, samt fokus på hurtig opstart af behandling i børne- og ungdomspsykiatrien.”
Aftalen i dag ligger i forlængelse af den politisk aftale om en 10-årsplan fra 2022 for psykiatrien, hvor aftaleparterne enedes om at øge bevillingerne til området med 0,5 milliarder kroner årligt.
1. Styrket forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg
2. Styrkelse af Livslinien
3. Styrket psykosocial indsats ved beredskabshændelser
4. National psykiatrisk akuttelefon
5. Styrket digitalt behandlingstilbud
6. Øget tryghed og sikkerhed for medarbejdere på socialpsykiatriske botilbud
7. Tryghedspakke for medarbejdere i psykiatrien
8. Højere kvalitet i indsatsen for børn og unge med autisme
9. Hurtig opstart af behandling i børne- og ungdomspsykiatrien
10.Opfølgning efter endt forløb i børne- og ungdomspsykiatrien
11. Styrket hjælp til mennesker med spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd
12. Videreførelse og styrkelse af UNIK
13. Analyse af ventetider til praktiserende psykiatere og børne- og ungdomspsykiatere
14. Nedbringelse af tvang
Kilde: Sundhedsministeriet
Fotograf: Thomas Schønning/Venstre
