Svarene på de mange spørgsmål, der blev stillet til lovforslaget om pligtlagre, har bekræftet Henrik Vestergaard, viceadministrerende direktør i Lif, i, at modellen med pligtlagre ikke er den rette løsning på forsyningsudfordringer.
Lægemiddelstyrelsen peger på 10 sager, hvor der har manglet kritisk medicin siden marts 2020.
Det fremgår af et af svarene på de 32 spørgsmål, der har været stillet til indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde i forbindelse med behandlingen af lovforslaget om pligtlagre.
”Indenrigs- og sundhedsministeren har fremlagt 10 sager, hvor der manglede kritisk medicin, og hvor der ikke har været mulighed for substitution siden 31. marts 2020. 10 sager. Det er selvfølgelig 10 sager for meget, men kravet om pligtlagre for flere hundrede lægemidler er også et uproporionelt voldsomt indgreb på den baggrund,” siger Henrik Vestergaard, viceadministrerende direktør i Lif.
”Vi anerkender udfordringerne med forsyning af lægemidler fra tid til anden og vil gerne være med til at løse de konkrete udfordringer. Baggrunden for de konkrete problemer er imidlertid meget forskellige, og derfor er vi forbløffet over, at man vælger en så generel, ulogisk og konkurrenceforvridende tilgang, som lovforslaget er udtryk for. Det vil ikke løse problemerne, men skabe nye udfordringer, og stiller leverandørerne ulige,” siger han.
Af svarene fremgår det desuden, at regeringen ikke ved, om det er producenter eller parallelimportører, der ikke har kunnet levere i sager med forsyningsudfordringer. Det fremgår også, at man ikke ved, hvad det vil koste for virksomhederne, og at man ikke vil imødegå prisstigninger for patienter. Desuden mener regeringen ikke, at de nuværende initiativer på EU-plan er tilstrækkelige og derfor er der behov for en national løsning, ifølge ministeren.
”Det er en forhastet proces, og der er mange ubekendte. Det svarer indenrigs- og sundhedsministeren også i sine svar. Fx kender vi ikke prisen for hverken virksomheder eller patienter. Man kender ikke effekterne af lignende initiativer i andre lande. Og man har ikke taget sig tid til at vente på at få det udredt, selvom man selv har besluttet tidsprocessen. På den baggrund virker det voldsomt at tvinge nogle leverandører til at opbygge lagre, inden man prøver andre og mere målrettede tiltag, som foreslået af såvel aktørerne som eksterne eksperter med indsigt i området,” siger Henrik Vestergaard og tilføjer:
”Vi og andre har sagt, at denne model ikke vil løse problemerne, at den er fordyrende, at den kan være kontraproduktiv, og at den stiller leverandørerne forskelligt. Det er jo på sin vis en tilståelsessag. Vi må konstatere, at regeringen har vægtet forskellige hensyn imod hinanden og prioriteret muligheden for mange aktører i markedet højere end forudsigelighed og en stabil forsyning. For hvis formålet er at skabe en mere sikker og forudsigelig forsyningssituation i Danmark, så er det jo bemærkelsesværdigt, at ministeren vælger at sætte sin lid til leverandører, som i udgangspunktet ikke kan garantere at kunne levere,” siger Henrik Vestergaard.
Regeringen afviser i øvrigt fortsat, at forslaget skulle være konkurrenceforvridende i en grad, så det strider mod konkurrencelovgivningen, idet ministeren igen og igen henviser til konkurrencemyndighedernes umiddelbare vurdering. Det er imidlertid et svar, som Lif fortsat stiller sig kritisk over for, da det vidner om en forsimplet forståelse af den konkurrencesituation, som leverandørerne, producenter såvel som parallelimportører, er i. At der blot er tale om en umiddelbar vurdering fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, samt at regeringen ikke har haft tålmodighed til at afvente EU-Kommissionens vurdering, undrer også Lif i lyset af spørgsmålets vigtighed.
