
Det har været en langvarig proces, men i denne uge indgik EU en historisk handelsaftale med Indien. Hos Lif ser man det som en kraftig hensigtserklæring fra Europæisk side om, at man har tænkt sig at blande sig i den globale konkurrencesituation.
Siden 2007 har Indien og EU forsøgt at lande en handelsaftale mellem de to parter. En handelsaftale, der dækker et marked på næsten 2 milliarder mennesker og ca. 25 % af verdens BNP og ofte omtales som ’moderen til alle handelsaftaler’. Og i denne uge lykkedes det så.
”Det er pludselig gået utrolig stærkt her i januar, men det er naturligt, at processen er blevet fremskyndet, når man ser på den nuværende geopolitiske situation, og det globale handelsmiljø, der er presset i øjeblikket. Det er et stærkt signal, EU sender med aftalen,” siger handelspolitisk chef i Lif, Thomas Klit Christensen og fortsætter:
”Det er vigtigt og positivt, at EU ruster op og sætter fart på handelspolitikken i en geo- og handelspolitisk usikker tid, hvor stabile og ambitiøse frihandelsaftaler er afgørende for at sikre forudsigelighed for virksomhederne og styrke Europas internationale konkurrenceevne.”
I aftalen fremgår det, at nuværende toldsatser på ca. 11% fjernes helt på næsten alle lægemidler, og samtidig indeholder aftalen klare procedurer og retsmidler til at bekæmpe kopiering og misbrug af patenter og varemærker.
”Det ser ud til, at rammerne for blandt andet beskyttelse af intellektuelle rettigheder er designet til at nærme sig EU-standarder, hvilket vil gøre det mere sikkert for virksomheder at udrulle ny teknologi i Indien.”
Tiden vil dog vise, hvordan handelsaftalen kommer til at se ud i praksis:
”Det er for tidligt at sige noget konkret om, hvordan det her kan komme danske virksomheder til gavn. Og vi er nødt til at følge implementeringen nøje, og i øvrigt presse på for at vilkår og regulatoriske rammer justeres og forbedres, så de europæiske og danske virksomheder kan operere optimalt i Indien.”
Indien er et kæmpe marked
Danske virksomheder kan få adgang til et marked med 1,45 mia. mennesker, hvor økonomien ifølge Verdensbanken vokser hurtigere end andre større økonomier.
Ifølge Danmarks Statistik udgjorde dansk eksport af lægemidler til Indien i 2024 knap 1,9 mia. kr., og ifølge Lif så rummer Indien et betydeligt vækstpotentiale som følge af både det enorme befolkningstal og de høje økonomiske vækstrater.
”Aftalen mellem EU og Indien kan blive et afgørende løft for dansk life science, så man skal ikke undervurdere vigtigheden af den her aftale, der forhåbentlig vil betyde hurtigere adgang til markedet, færre administrative byrder og mere forudsigelige rammevilkår for at bringe innovative lægemidler og sundhedsteknologier ud til indiske patienter,” siger Thomas Klit Christensen.
Aftalen indebærer, at Indien forpligter sig til 60 dages høring og 6 måneders varsel før ikrafttræden af nye regulatoriske bestemmelser.
”Det kan give for eksempel danske virksomheder tid til at omstille produktionen, og vi ved også, at der etableres arbejdsgrupper, der skal strømline reglerne mellem Indien og EU. Det er virkelig positivt,” slutter den handelspolitiske chef.
Forhandlingerne startede oprindeligt i 2007, men blev suspenderet i 2013 på grund af store uenigheder om markedsadgang og toldsatser. Processen blev genoptaget i juni 2022. Den endelige afslutning i januar 2026 blev fremskyndet af de geopolitiske udviklinger.
Aftalen fjerner eller reducerer tolden på 90-97 % af alle handlede varer.
Toldsatser på ca. 11% fjernes helt (ned til 0%) for næsten alle lægemidler.
