Videre til indhold

Leder: Danmark har potentiale til at blive førende inden for avancerede terapier

Når unge mennesker, der er født med en sjælden genfejl og forventes at miste synet før 40-årsalderen, pludselig kan få en behandling, der stopper udviklingen, er det let at forstå, hvorfor mange taler om et medicinsk gennembrud af næsten mirakuløs karakter.

Det samme gælder patienter med blødersygdommen hæmofili, som ikke længere behøver hyppige infusioner eller daglig medicin. Og de kræftpatienter, der tidligere kun modtog lindrende behandling, men som nu får et reelt håb om at blive sygdomsfrie. Og det lille barn med en sjælden form for muskelsvind, hvor sygdommen kan bremses med blot én behandling.

Det er videnskab, som lægemiddelindustrien har givet konkret form, og som nu giver patienterne resultater og alle os andre håb, der rækker langt ud over, hvad vi kunne og turde forestille os for bare få år siden.

Men avancerede terapier, eller ATMP’er, som de også kaldes, repræsenterer ikke blot et gennembrud i behandlingen af en række alvorlige sygdomme, der kan ændre livet for dem, der får behandlingen. De repræsenterer også et område, hvor Danmark har en udtalt ambition om at være et af de førende lande i Europa til at ”udvikle, afprøve og tilbyde avancerede terapier som en del af patientbehandlingen, så patienter får hurtigere adgang til de mest effektive løsninger.”

Det står i den nationale strategi for personlig medicin, som kom i august i år. Og det er fortsat ambitionen. Det bekræfter den ene af de to formænd for det nyoprettede ATMP Danmark, Erik Jylling, i det magasin, du skal i gang med at læse.

Hvis Danmark skal være førende inden for ATMP, så kræver det en fælles indsats – både offentlige og private kræfter skal sættes i spil. Og det kræver dedikerede ressourcer og investeringer. Vi skal have attraktive vilkår for kliniske forsøg og behandlinger, et godt samarbejde mellem sygehuse og virksomheder og en villighed til at betale for behandlingerne og tage dem i brug.

Her kommer ATMP Danmark til at være en vigtig brik. Her har man for første gang samlet offentlige myndigheder, klinikere, forskere, patienter og industrien på ATMP-området. Det er et fantastisk fundament for et stærkt samarbejde, og det er et stærkt samarbejde, der skal til, hvis vi skal udvikle og fremme området. For vi bidrager alle med noget forskelligt. Virksomhederne har både kompetencerne og stærke pipelines, der kan udvikles og tages i brug i Danmark. Sundhedsvæsenet bidrager med dygtige klinikere og forskere og en bred implementering, når en ATMP er blevet anbefalet i Medicin-rådet. I samspil tror vi på, at Danmark kan nå ambitionen.

I dette nummer af magasinet med. har vi forsøgt at udfolde den forunderlige verden af ATMP’er for jer. Hvad det allerede har gjort for danske patienter, hvad mulighederne er, og hvad det kræver, hvis vi virkelig mener, vi vil være det førende land i Europa inden for avancerede terapier.

God læselyst.

Henrik Vestergaard

Fungerende koncernchef

med. 35

Læs magasinet med. 35: ATMP’er – når fremtidens behandlinger bliver til nutid

Tilmeld dig Magasinets nyhedsbrev her

Husk, du kan tilmelde dig Magasinets nyhedsbrev, og få direkte adgang til nye udgivelser af bladet.