EU står over for store udfordringer. Spørgsmålet er, om politikerne har modet til at sige højt, at pengene til grøn omstilling og nye investeringer i forsvaret ikke gror på træerne i Bruxelles, lyder det fra europæisk tænketank.
De store debatter om EU’s tilstand kredser ofte om grundspørgsmålet: Er glasset halvt fyldt eller snarere halvt tomt? Ligger de fede, rige tider bag os? Var Europas storhed, de højt besungne værdier og ledende plads i verden blot en parentes i historien?
Hvor den slags før kunne lyde som lidt langhåret snak for EU-nørder, så har den russiske invasion af Ukraine, det truende genvalg af præsident Trump og klima- og energikrisen blæst det akademiske støv helt ud af diskussionen.
EU arbejder med fem år lange mandatperioder. Valget til Europa Parlamentet i juni og vagtskiftet i Europa-Kommissionen er en god anledning til at gøre status og se på de udfordringer, EU’s politikere skal forsøge at tage livtag med resten af årtiet.
European Policy Centre i Bruxelles er en af byens førende EU-tænketanke. Og direktør Fabian Zuleeg får ikke sin løn for at behage parnasset af professionelle optimister. Han lægger dog ud med lidt ros:
”Selvom der var nogle fodfejl undervejs, må man anerkende EU’s indsats under COVID-19-pandemien. Både det fælles indkøb af vacciner og den økonomiske støttepakke (på 750 mia. euro), som EU siden fik vedtaget for at genstarte økonomien, var meget betydningsfulde skridt. Det brød en masse tabuer på europæisk plan,” siger Fabian Zuleeg, der også nævner EU’s finansielle og militære støtte til Ukraine.
”Igen har EU her gjort ting, som ingen ville have troet var mulige før Ruslands invasion. Jeg siger ikke, at alt har fungeret, men det er alligevel ganske fænomenalt, hvad der er blevet gjort.”
Men når det er sagt, giver Fabian Zuleeg ikke høje karakterer for resten af indsatsen. Selvom de, der de senere år har spået både EU og euroens undergang, fik uret, så er det ikke nok til at klare skærene.
Samspil over grænser
Fabian Zuleeg er ikke imponeret over EU’s evne til at sætte det lange lys på. Man vil ikke se de hårde realiteter i øjnene efter 15 år, hvor EU har været igennem en stribe kriser – finanskrise, flygtningekrise, Brexit, krig i Ukraine og energikrise – der gør, at nogle nu taler om en slags poly-permakrise. Altså en tilstand, vi ikke lige kommer ud af:
”Indtil Ruslands besættelse af Krim i 2014 kunne EU grundlæggende tro på, at gensidig økonomisk afhængighed var en måde at håndtere resten af verden på. Hvis vi har meget tætte økonomiske bånd, så vil det begrænse negativ adfærd som krig,” forklarer Fabian Zuleeg. Den tro blev definitivt smadret i februar for to år siden, da Rusland indledte krigen mod Ukraine:
”Vi gør ikke nok for at løse de langsigtede og strukturelle implikationer af det, der sker i øjeblikket. Det skyldes også, at alle kriserne faktisk har reduceret vores kapacitet til at håndtere nye kriser. For hver af de kriser, vi har været igennem, har kostet enorme summer penge, og på et tidspunkt når man grænsen for, hvad man kan gøre. De gyldne tider er forbi. Og med det også illusionen om, at fremtiden bare vil blive bedre for næste generation,” siger Zuleeg.
Han ser det som et hovedproblem, at politikerne ikke har modet til at sige højt, at det kommer til at kræve nogle ofre. De store gennemgribende forandringer af samfundet som den grønne omstilling kan ikke laves uden omkostninger – og endnu mindre den store oprustning af forsvaret, som EU-landene har sat gang i. Andre iagttagere af EU’s færden ude i den store verden noterer sig, at det, at man faktisk har taget pejling af en række nye globale realiteter, har forandret det, man i mange år kaldte EU’s bløde magt. Her er EU’s rolle som verdens største donor af udviklingshjælp blevet rystet af et hårdere, mere nationalt fokuseret USA – det gælder både for Trump og Biden – og konkurrencen fra et økonomisk stærkt Kina. Kina giver ikke alene udviklingshjælp, men investerer også stort og meget strategisk.
Det sker ofte i udviklingslande med råstoffer og andre sjældne ressourcer på langtidskontrakter og uden den besværlige skelen til menneskerettigheder og kampen mod korruption, som EU er kendt for at insistere på. Det er både migrationsstrømme og kampen om ressourcer og råstoffer, der er centrale for den grønne omstillings teknologi, der har sat det hele på spidsen og har fået EU til at skifte stil.
Stilskifte på vej
Andrew Sherriff fra tænketanken European Centre for Development Policy Management (ECDPM) kalder den nye måde at tænke på for transaktionel. På godt dansk ville vi sige, at EU’s stilskifte handler om noget for noget. ECDPM har med rapporten ’What is driving change in Europe’s international cooperation agenda?’ undersøgt skiftet nærmere.
Det er fremprovokeret af, at Kina på blot 25 år er gået fra at være et udviklingsland til i dag at være verdens næststørste økonomi og dermed pludselig en aggressiv global konkurrent. Det gør, at EU er blevet nødt til også at være mere kontant og hårdere i sin politik:
”Vi ser nu, at snævre egeninteresser og mere kortsigtede tilgange fortrænger andre indfaldsvinkler. Før lagde EU mere vægt på gensidigt, gavnligt internationalt samarbejde, fremme af menneskerettigheder og global fattigdomsbekæmpelse. Men det smalle fokus på den slags udviklingsfokuserede partnerskaber er ikke længere et tilstrækkeligt attraktivt europæisk tilbud. De udviklingslande, som EU arbejder sammen med, stiller andre krav i dag, og de efterspørger partnerskaber med lige adgang til globale markeder og mere handel og investeringer i deres egne lande,” siger Andrew Sherriff.
Nogle kalder det for befriende ærlig snak, at EU nu står klarere ved sine interesser, mens andre begræder det nye realpolitiske fokus. Det slår især igennem, når EU vil begrænse strømme af migranter. Vi har før set det med EU’s aftale om økonomisk støtte i milliardklassen til Tyrkiet for at tilbageholde og huse migranter og flygtninge, der ellers ville komme til EU. Senest har EU i marts 2024 indgået en lignende aftale med Ægypten, der heller ikke er kendt for sin pressefrihed og sit stærke demokrati.
”Man kan også sige, at hvis EU slet ikke havde forandret sin politik over det seneste årti, ville befolkningerne nok mene, at EU ikke var fulgt med tiden,” siger Andrew Sherriff.
Netop kampen om befolkningernes gunst og stemmer bliver meget konkret op til valget til Europa-Parlamentet. Og meningsmålingerne har længe peget på et skred mod højre. Igen er det Fabian Zuleeg fra European Policy Centre, der er bekymret:
”Det kan blive sværere at få vedtaget brede løsninger over midten i Parlamentet. Vi oplever lige nu en slags test for demokratiet. For spørgsmålet er, om demokratierne kan håndtere de dybe udfordringer, der kommer, og om politikerne kan finde en måde at overbevise befolkningerne om, at handling er nødvendig. Vi har hidtil solgt et falsk budskab om, at alle de dybe forandringer kan klares uden, at det påfører samfundet betydelige omkostninger.”
Fabian Zuleeg langer her ud efter de populistiske partier, som han kalder anti-partier:
”Når du hører de løsninger, de tilbyder, er det klart, at de ikke har nogen reel idé om, hvordan de virkelig skal løse problemerne. Det, vi står overfor, kan ikke klares med simple løsninger.” Med baggrund i COVID-19-krisen mener Fabian Zuleeg, at politikerne faktisk burde fatte mod og hente inspiration til fremtiden:
”Vi har jo faktisk set det under COVID-19-krisen, at de ledere, der var ærlige og sagde, at der var svære tider forude, var langt de mest populære. Ja, der var 10-20 procent af befolkningen, der var uenige, men langt de fleste mennesker støttede op.”
Denne artikel er også udgivet i Lifs sær-nummer af med., der denne gang sætter fokus på EU.
