
En aftale om Finansloven for 2024 blev mandag præsenteret med opbakning fra alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten. Fra Lif får aftalen ros for netop at bakke bredt op om en række gode initiativer på sundheds- og life science området.
Med aftalen lykkes det at samle samtlige af Folketingets partier på nær Enhedslisten bag Finansloven for 2024.
Partierne har tilsluttet sig det finanslovsforslag, som regeringen præsenterede i august, og derudover har de forskellige partier bag aftalen haft forskellige ønsker til målrettede indsatser, som med aftalen er blevet imødekommet.
Og det glæder koncernchef i Lif, Ida Sofie Jensen.
“Det er meget positivt at se, at der blandt Folketingets partier er bred opbakning til de mange gode initiativer, der blev præsenteret med finanslovsforslaget,” siger Ida Sofie Jensen og hæfter sig især ved, at der med Finanslovsaftalen nu sikres en økonomisk ramme for de kommende nye strategier for henholdsvis personlig medicin og life science, som regeringen vil lancere i løbet af 2024.
Med aftalen er der samtidig sat penge af til en række af de centrale initiativer på sundhedsområdet – nemlig i forhold til hurtig fertilitetsbehandling til ufrivilligt barnløse, en styrkelse af indsatsen på kræftområdet og til at løfte psykiatriområdet. Allerede i fredags blev der indgået en delaftale på psykiatriområdet.
Med aftalen om Finansloven bliver der nu også afsat penge til en uafhængig patientrådgivning, der skal løfte patienternes adgang til information om patientrettigheder. Rådgivningen skal fungere som supplement til de eksisterende patientkontorer.
Og det initiativ hilser Ida Sofie Jensen varmt velkommen:
“Det er på mange måder krævende at være patient og skulle navigere i vores meget komplekse sundhedsvæsen. Og uligheden kan blive meget udtalt, hvis der ikke er ressourcer til netop at rådgive patienter om, hvor og hvordan de får den bedste og hurtigste behandling. De nye midler vil styrke rådgivningsindsatsen, og det, håber jeg, kan bidrage til at styrke patienternes viden om de muligheder, der ligger i adgang til nye innovative behandlinger. Det er meget positivt,” siger Ida Sofie Jensen.
Derudover er der i det nye aftalegrundlag afsat 10 mio. årligt fra 2024-2027 til Center for Hjerneskade samt 4 mio. kr. til Demensalliancen.
Fotograf: Morten Fauerby
