Videre til indhold

Genvalgt Lif-forperson: “Vi har ikke råd til at stritte i alle retninger”

Som genvalgt forperson for Lif ser Anders Thelborg sig denne gang endnu bedre rustet til at stå i spidsen for bestyrelsen i den nok mest udfordrende tid nogensinde. Han trives med forandringer og med at tage ansvar og betragter sig selv som en forperson, der er i stand til at slå bro mellem forskellige positioner og meninger.

Påsken skal for Anders Thelborgs vedkommende tilbringes i Rom i år. Og det er en ferie, han ser meget frem til. For der har det forgangne år været meget at se til for den nyligt genvalgte forperson for Lifs bestyrelse.

Og det skyldes i særdeleshed MFN, som han kalder den måske største disruption af vores industri i al den tid, han har været med.

Og det har han efterhånden været i mere end 25 år.

Han skrev sit speciale for Novo Nordisk,  men fik sit første job AstraZeneca, hvor han bestred poster i både i Danmark, Grækenland og Frankrig, inden han kom til BMS, hvor han i 2015 blev administrerende direktør og siden 1. januar i år også har haft titlen: Executive Lead, Policy & Access – European Markets.

Det sidste add-on til hans titel har også haft betydning for, at han ønskede at fortsætte som forperson for Lifs bestyrelse.

”Jeg har en stor kærlighed til dansk life science og føler, at jeg i min nye rolle, kan bringe flere facetter ind i forhold til den internationale dimension, som er sindssygt spændende,” siger Anders Thelborg.

Tiltrukket af lægemidlers kompleksitet

Hvorfor er det ikke Lif, der sidder på Deadline eller TV2 News og drøfter meningsfuldheden af at have en stærk life science-branche, der skaber afledt produktivitet, skatteindtægter og arbejdspladser. Det betyder ekstremt meget for Danmark.

Det er især kompleksiteten i lægemidler, der har gjort det interessant for Anders Thelborg at blive i branchen.

“Jeg kan komme i tanke om andre brancher, der har et mere ”transaktionelt” præg.  Der er kommercialisering af lægemidler helt anderledes komplekst, og det appellerer til mig intellektuelt. Vi taler meget om purpose. At man kan hjælpe patienter med at få et længere og bedre liv. Det er jeg ekstremt opvakt af,” siger Anders Thelborg

–Det er nobelt at tale både om formål og kompleksiteten. Men det bliver jo ikke nødvendigvis belønnet i omdømme?

“Nej, og jeg synes også vi fortjener et endnu bedre ry. Men med alt mit bias, så er det faktisk min oplevelse, at vi i Danmark gennem de seneste 20 år er lykkedes med at rykke nålen. Det gælder også ude hos den almindelige dansker i forhold til at italesætte vores formål om, at vi ikke bare er en industri, der er til for at kommercialisere lægemidler og tjene penge på kronisk sygdom. Der er sket en bevægelse, men vi har langt igen,” siger han.

Det leder ham til at tale om noget af det, han var særligt tilfreds med i det første år som forperson for Lif:

Ansættelsen af Thomas Senderovitz som administrerende direktør for Lif-koncernen.

“Hvorfor er det ikke Lif, der sidder på Deadline eller TV2 News og drøfter meningsfuldheden af at have en stærk life science-branche, der skaber afledt produktivitet, skatteindtægter og arbejdspladser. Det betyder ekstremt meget for Danmark,” siger han og fortsætter:

“Vi skal tænke stort, og i Thomas har vi fået en profil, der netop gør det. Thomas (Senderovitz, red.) er en virkelig, virkelig dygtig kommunikator, der kan forklare det komplicerede simpelt. Og det tror jeg, det kræver, hvis vi skal lykkes med at gøre life science alment kendt hos danskerne,” siger Anders Thelborg.

Lifs nye direktør Thomas Senderovitz bliver præsenteret for medarbejderne i Lif-koncernen i december 2025.

Behov for at styrke samarbejdet

Udover at gøre sit for, at Thomas Senderovitz bliver den bedst mulige administrerende direktør for Lif, er der særligt to områder, der kommer til at fylde i den kommende periode som forperson: MFN-dagsordenen med anerkendelse af værdien af lægemidler som fixpunkt og at sikre en sund Lif-koncern. Og som et tredje område, er der samarbejdet om en dagsorden, mange gerne vil eje:

“Life science-agendaen er vigtigere end nogensinde, og jeg mener, at vi meningsfuldt kan styrke vores samarbejde med de to brede erhvervsorganisationer Dansk Industri og Dansk Erhverv for at sikre, at der er en vis kongruens i vores budskaber. Vi har som brancheforening den dybe indsigt og fokus, mens de har det brede sigte, og vi har simpelthen ikke tid til eller råd til at stritte i alle retninger i forhold til den måde, vi taler til vigtigheden af rammevilkår for dansk life science,” siger han.

Det er med stor ærefrygt, at jeg – særligt i den her tid  – er blevet givet det mandat fra medlemmerne og resten af bestyrelsen at kunne få lov til at sætte en retning for organisationen.

Anders Thelborg præsenterer formandens beretning ved dette års generalforsamling i Lif. Et år der har været præget af stor geopolitisk usikkerhed og nye vilkår for branchen.

– Hvad kunne du godt tænke dig, at folk tænkte om dig som forperson for bestyrelsen?

“Jeg kunne godt tænke mig, at folk ser mig som én, der er god til at slå bro mellem forskellige positioner og meninger. At jeg er visionær, driftig og passioneret. Hvis jeg ser et mål ude i horisonten, er jeg ret god til at få tingene til at hænge sammen på en måde, så man kan nå det mål sammen. Jeg ville gerne ses som én, der er visionær og som er dygtig til at transformere og udvikle ikke bare bestyrelsen, men som også har en rolle i at udvikle Lif-koncernen. Det er med stor ærefrygt, at jeg – særlig i den her tid – er blevet givet det mandat fra medlemmerne og resten af bestyrelsen at kunne få lov til at sætte en retning for organisationen.”

– Er det en opgave, der kan gøre dig nervøs?

“Nej, det er det ikke. Jeg har altid trivedes i noget, der er spændende og lidt svært. Og jeg holder meget af at lykkes. Det gør de fleste nok,” siger han.

– Og hvornår synes du, at du er lykkedes?

“ En god start, i forhold at lykkes på den fortsatte rejse for Lif, er med ansættelsen af en profil som Thomas. Det er jeg meget stolt af. Det er jo ikke mig alene på nogen måde, men jeg har i hvert fald lagt utrolig meget energi og mange kræfter i, at det skulle lykkes,” siger Anders Thelborg.

– Var det tæt på, at det ikke lykkedes?

“Det var ikke givet fra starten, at vi kunne lykkes med det, vil jeg sige. Det er også det med at få billedliggjort og italesat: Hvad er det, en anden profil kan. Jeg havde meget hurtigt en god mavefornemmelse for, hvad retning vi skulle i forhold til succession,” siger han.

For Anders Thelborg er der noget besnærende i at tage ansvaret for den rejse, der nu er påbegyndt med Thomas Senderovitz:

“Vi havde én retning og udvikling med Ida Sofie Jensen i godt 20 år. Nu starter vi en anden rejse med samme formål med Thomas. Jeg vil rigtig gerne tage ansvar for, at de gensidige forventninger vi har til hinanden honoreres. Vi ved hvor vi vil hen som organisation og jeg er meget fokuseret på at understøtte Thomas i at han har de bedste rammer for at vi lykkes”, siger Anders Thelborg.

– Og har du et budskab til medlemmerne:

“Vi gør vores allerbedste for at lykkes. Vi har store ører og lytter til medlemmernes bekymringer, ideer og perspektiver. Det har sjældent været vigtigere, at vi tænker sammen og samstemmer vores position. Lif er til for medlemmerne. Det er ikke den anden vej rundt,” siger Anders Thelborg.

Læs mere om Lifs bestyrelse og deres arbejde her.

Anders Thelborg på folkemødet 2025 i selskab med daværende indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.
Blå bog: Anders Thelborg

Født i 1975 i Odense
1996-2001 Cand.merc. Handelshøjskolen i København
cand.merc. i International Marketing og Management 
2002-2009: Ansat i AstraZeneca
2009-2011 Head of Sales & Marketing BMS Danmark
2011-2013 Business Unit Director, Nordic Region BMS
2013-2014 Marketing Director, Nordic region BMS
2014-2015 Commercial Director, HEOR, Access & Pipeline, Nordic Region BMS
2015 – Adm. direktør BMS Danmark & Island
2026 – Executive Lead, Policy & Access – European Markets