Videre til indhold

FV26: Hvordan sikrer vi, at investeringer og produktion bliver i Danmark? 

Lif har stillet partiernes erhvervs-, forsknings,- og sundhedsordførerne spørgsmålet: Hvordan sikrer vi, at investeringer og produktion bliver i Danmark? Læs deres svar her.  

Betina Kastbjerg, erhvervsordfører for Danmarksdemokraterne:

Hvis Danmark skal fastholde investeringer og produktion, skal vi først og fremmest sikre forudsigelige og konkurrencedygtige vilkår for virksomhederne. 

Det handler blandt andet om hurtigere godkendelsesprocesser, bedre adgang til kvalificeret arbejdskraft og en stærk forskningsinfrastruktur. Når virksomheder investerer milliarder i nye anlæg eller produktion, skal de have tillid til, at rammerne er stabile i mange år frem. 

Samtidig skal vi have fokus på hele Danmark. Life science-arbejdspladser kan være en vigtig drivkraft for vækst i mange egne af landet. Derfor bør vi også sikre, at nye innovative behandlinger kan blive skabt i Danmark.  

Charlotte Bagge, erhvervsordfører for Moderaterne

Ved at sikre, at Danmark er konkurrencedygtig – og forudsigelig. Det kræver stabile skattevilkår, attraktive forskningsfradrag og klare investeringsrammer, så virksomheder kan planlægge langsigtet. Samtidig skal myndighedsprocesser være effektive og proportionale. Men økonomi alene gør det ikke. Vi skal investere i talent, styrke samarbejdet mellem hospitaler, universiteter og virksomheder og sikre, at produktion og udvikling kan placeres i flere dele af landet. Life science skal være en national styrkeposition, fremfor et geografisk smalt projekt. 

Christoffer Aagaard Melson, sundhedsordfører for Venstre:

Hvis investeringer og produktion skal blive i Danmark, kræver det først og fremmest, at vi har konkurrencedygtige og stabile rammevilkår. Virksomheder skal kunne regne med hurtige og smidige myndighedsprocesser, gode muligheder for at gennemføre kliniske forsøg og adgang til stærke forskningsmiljøer. Det ser jeg som en vigtig del af fundamentet for, at virksomheder vælger at udvikle og producere deres løsninger i Danmark. 

Samtidig er adgang til kvalificeret arbejdskraft helt afgørende. Life science er en global branche, og derfor skal vi være bedre til at tiltrække international arbejdskraft, investere i talent og sikre, at både danske og internationale forskere vælger Danmark til. Hvis virksomhederne ikke kan finde de kompetencer, de har brug for, risikerer vi, at investeringerne placeres andre steder. 

Endelig skal vi fortsat styrke Danmarks position som en førende life science-nation gennem tætte samarbejder mellem sundhedsvæsenet, universiteter, branchefolk og virksomheder. Derfor er det for mig at se afgørende, at vi bygger videre på det gode arbejde, der lagde fundamentet for life science strategien i 2024. For når forskning, udvikling og produktion kan ske i samme stærke økosystem, bliver det også langt mere attraktivt at investere og blive i Danmark.  

Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti: 

Vi skal sikre bedre vilkår for investorer. Og at offentlige midler til innovation og udvikling ledsages af en række krav, der sikrer en vis andel af dansk ejerskab. 

Mette Reissmann, erhvervsordfører for Socialdemokratiet: 

Hvis investeringer og produktion skal blive i Danmark, handler det om tre ting: 

1. Adgang til talent 

Vi skal uddanne flere inden for naturvidenskab, medicin og ingeniørfag og gøre det lettere at tiltrække højt uddannet international arbejdskraft. 

2. Konkurrencedygtige rammevilkår 

Danmark har allerede et meget attraktivt erhvervsklima, hvor det er enkelt at etablere sig som virksomhed. Vi er et økonomisk og politisk stabilt samfund at drive virksomhed i og det skal vi fastholde. Vi skal mindske administrative byrder og bøvl og sikre hurtige myndighedsprocesser i forhold til godkendelse. Socialdemokratiet foreslår at afsætte en milliard til en erhvervs- og iværksætterpakke. Den pakke skal drøftes med erhvervslivet, herunder Life science industrien og arbejdsmarkedets parter i en trepart om den fremtidige konkurrenceevne.  

3. En stærk innovationskæde 

Fra universitetsforskning til iværksættere og store virksomheder. Når idéer opstår her, er sandsynligheden langt større for, at investeringerne også bliver her. Der skal være bedre vilkår for iværksættere, så de kan have fuld fokus på deres nystartede virksomhed.  

Danmark har allerede et stærkt økosystem omkring fx DTU, Københavns universitet og Open Entrepreneurship – det skal vi udbygge. 

Peder Hvelplund, sundhedsordfører, og Rosa Lund, erhvervsordfører for Enhedslisten:

Vi skal sikre ordentlige arbejdsvilkår, offentligt finansieret forskning på hospitaler og universiteter samt stærke offentlige goder såsom gratis folkeskole og gode daginstitutioner.  

Stinus Lindgren, sundheds-, og forskningsordfører for Radikale Venstre 

Stinus Lindgreen

Der er to ting, der falder mig ind: Vi skal blive endnu bedre til at tiltrække kliniske studier til Danmark, hvilket vil være til gavn for både patienter og virksomheder, og vi skal gøre op med den antiakademiske uddannelsespolitik, der lige nu fører til, at vi giver kommende generationer dårligere uddannelser. Vi har brug for det modsatte, så vi kan sikre vores virksomheder kvalificeret arbejdskraft. 

Lif til politikerne i valgkampen: Hæv ambitionerne for de danske patienter

Lif har en række forslag til, hvad der bør stå højt på en kommende regerings huskeliste.