
Optaget inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik, de såkaldte STEM-uddannelser, er steget med 5% sammenlignet med optaget for 2022. Det er gode nyheder for lægemiddelindustrien, som i de kommende år får brug for mange flere medarbejdere.
Grundlæggende mener Lif, at en uddannelse skal føre til job. Arbejdspladser er der mange af inden for lægemiddelindustrien, da der er stor efterspørgsel på arbejdskraft, som kan bidrage til den teknologiske omstilling, som lægemiddelindustrien står midt i. Det er derfor glædeligt, at STEM-uddannelserne har et øget optag på 5% sammenlignet med optaget for 2022, hvor it-uddannelserne isoleret er steget med hele 10%.
Det er godt nyt med et øget optag på STEM- og it-uddannelserne. Vi får brug for mange af denne type kandidater til den grundlæggende, digitale omstilling som er i gang – også i life science.
Anders Hoff, politisk chef for forskning og innovation i Lif.
Stadig ledige pladser på sygeplejerskeuddannelsen
Det samlede optag på velfærdsuddannelserne er faldet med 1% siden sidste år, og på flere af landets uddannelsessteder er der ledige pladser på sygeplejerskeuddannelsen. Særligt uddannelsesinstitutionerne i de større byer må afvise ansøgere, mens der er mange ledige pladser på sygeplejerskeuddannelsen i blandt andet Hillerød, Aabenraa, Vejle og Silkeborg.
Den generelle mangel på kvalificeret arbejdskraft inden for velfærdsuddannelserne kan vise sig at være problematisk for fremtidens sundhedsvæsen, hvor flere danskere bliver ramt af sygdom.
Det er en nødvendighed for lægemiddelindustrien, at der er tilstrækkeligt med sundhedspersonale som sygeplejersker og læger på landets sygehuse, der kan hjælpe med at omsætte industriens forskning, udvikling og innovation til forebyggelse og bedre behandling af syge patienter og dermed et sundere Danmark.
Anders Hoff, politisk chef for forskning og innovation i Lif.
Færre søger ind på videregående uddannelser
Til trods for et større optag sammenholdt med sidste år så er det bekymrende, at færre begynder på en videregående uddannelse end før coronapandemien.
Vi lever af kloge hoveder og gode ideer i Danmark, og vores velfærdssamfund er afhængig af, at vi uddanner flest muligt til at takle udfordringerne og skabe nye løsninger.
Særligt inden for life science får vi brug for mange nye medarbejdere de kommende år, og derfor er der brug for dels at uddanne nye, og hvis det ikke er nok – og med faldende ungdomsårgange er det en bekymring – og dels at rekruttere internationalt og opkvalificere.
