Videre til indhold

Tilfredshed med udmøntning af forskningsreserven 

Aftalen om fordelingen af forskningsreserven, som er en del af det samlede forskningsbudget, vækker glæde hos Lif. Der er tale om en bred politisk aftale, der med en samlet forskningsreserve på 5,5 mia. kr. betyder, at det offentlige forskningsbudget ender på 30,3 mia. kr., svarende til én procent af BNP.

”Regeringen og Folketingets partier har med dagens aftale om fordelingen af forskningsreserven fastholdt investeringsniveauet på én procent af BNP. Momentum bevares, men vi havde selvfølgelig gerne set endnu større ambitioner på forskningsområdet,” siger koncernchef i Lif, Ida Sofie Jensen.  

Life science-industrien bygger på forskning og innovation, og på en dag hvor regeringen lancerer en ny life science-strategi, er det godt at se, at der også bliver prioriteret midler fra forskningsreserven til området.  

Regeringen og Folketingets partier har landet en bred politisk aftale, der har prioriteret samlet 781 mio. kr. til sundhed og life science-området, heraf er 320 mio. kr. er dedikeret til life science-specifikke forskningsprojekter i regi af Danmarks Innovationsfond og 231 mio. kr. til den kliniske forskning i regi af Danmarks Frie Forskningsfond.  

Derudover er der blandt andet prioriteret midler til psykiatriforskning og til smitsomme sygdomme samt til et erhvervsfyrtårn inden for dataanalyse og life science.  

”Det er positivt, at forligspartierne fortsat prioriterer sundheds- og life science området. Danmarks succes inden for life science bygger på ambitiøse investeringer i forskning og udvikling gennem en årrække – fra både offentlige og private aktører, herunder de erhvervsdrivende fonde. Det skal vi holde fast i. Og jeg vil også gerne fremhæve psykiatriområdet, som har været underprioriteret i en årrække. Det er rigtigt godt, at der allokeres midler til at løfte og udvikle et meget vigtigt område,” siger Ida Sofie Jensen.  

Udover sundhedsområdet er der også positivt, at der er fundet midler til det grønne område samt kritiske teknologier som eksempelvis kvanteforskning og kunstig intelligens, som lægemiddelindustrien forventes at blive en stor aftager af. 

”Den grønne omstilling er et fælles ansvar, og i life science-industrien er vi meget optaget af at finde mere bæredygtige og robuste løsninger fremadrettet. Det gælder for eksempel i forhold til lægemiddelproduktion, hvor det i en dansk sammenhæng i øvrigt allerede er lykkes at afkoble CO2-udledningerne fra væksten,” siger Ida Sofie Jensen.