Videre til indhold

Stram økonomi i Regionernes aftale for 2022

Det bliver svært at finde penge til at udvikle sundhedsvæsenet i den kommende tid, hvis den økonomiaftale, der netop er præsenteret, står til troende.

“Det bliver svært at finde penge til at udvikle sundhedsvæsenet i den kommende tid, hvis den økonomiaftale, der netop er præsenteret, står til troende. Men mon ikke vi med et efterår, hvor der både er regionsvalg og forventning om en sundhedsaftale, kommer flere penge til det regionale sundhedsvæsen inden årsskiftet?”, lyder det fra Lægemiddelindustriforeningens viceadm. direktør Henrik Vestergaard efter at Danske Regioner og Finansministeriet her til aften præsenterede aftalen om regionernes økonomi for 2022.

“Alt andet vil i hvert fald være mod regeringens ambitioner for et dansk sundhedsvæsen i verdensklasse,” konstaterer Henrik Vestergaard.

Men bortset fra den stramme økonomi, så lyder der rosende ord om andre dele af indholdet i aftalen:

“Det er yderst positivt, at de vigtige erfaringer man har fået fra håndteringen af COVID-19 i sundhedsvæsenet danner udgangspunkt for en ny økonomiaftale. Det gælder ikke mindst på kronikerområdet, hvor aftalen udtrykker en fælles ambition om at forebygge sygdomme som diabetes og reducere uligheden i sundhed. COVID-19 har om noget lært os alle, at investeringer i borgernes sundhed og forebyggelse betaler sig på den lange bane og her er et oplagt sted at starte indsatsen,” lyder det fra Henrik Vestergaard.