Videre til indhold

Særudgave af med. stiller skarpt på RV21

Regionsrådsvalget er lige om hjørnet og magasinet med. sætter med en særudgave fokus på de opgaver, som sundhedsvæsenet står overfor, de store regionale valgdagsordener ifølge lokalmedierne og spidskandidaternes ambitioner for de fem regioner.

Regionerne står for Danmarks største velfærdsområde, sundhedsvæsenet, og derfor er det tankevækkende, at det gennem årene har været så svært at få vælgerne til at rette kursen mod stemmeurnerne. Men noget tyder dog på, at regionerne er ved at etablere sig i vælgernes bevidsthed. Med de 21 nye sundhedsklynger skal sundhedsvæsenet nu udvikle sig både regionalt og lokalt, og det er ikke gået spidskandidaternes næser forbi.

Som du kan læse i denne særudgave af med., er der forholdsvis bred enighed om, at sundhedsvæsenet har været igennem en effektivisering og specialisering, som har bragt os et godt sted hen. Men i fremtiden venter nye udfordringer som eksempelvis mere flydende overgange mellem kommunale tilbud og sygehusene og nye digitale værktøjer. Det, der især giver hovedbrud hos politikerne, er mangel på nærhed, overskud til patienterne, læger, sygeplejersker og generelt hænder til at tage vare på den aldrende befolkning.

Dette kan du læse i med.
Overblik: Hårdt arbejde venter regionsrådene

Regionspolitikerne står over for et valg, hvor de uanset partifarve skal implementere de nye sundhedsklynger. Der er brug for politisk håndværk og økonomisk planlægning, lyder det fra tre iagttagere i og omkring det danske sundhedsvæsen.

Region Hovedstaden

De partipolitiske blokke i Region Hovedstaden står skarpere over for hinanden end nogensinde før i en valgkamp, der vil handle om lægedækning, arbejdsmiljø, fødselsområdet, ambulancedrift og ungdomspsykiatri.

Region Midtjylland

Der er ikke umiddelbart lagt op til de store dramaer i Region Midtjylland. Her vil fokus være på kvaliteten af den psykiatriske behandling og den store mangel på praktiserende læger.

Region Nordjylland

På trods af stor enighed i regionsrådet bejler tre kandidater til formandsposten i Region Nordjylland. Her vil byggeriet af supersygehuset og ambulancedriften fylde i valgkampen.

Region Sjælland

Det klassiske valgkampsemne, økonomi, er denne gang helt overskygget af regionernes problem med mangel på sundhedspersonale i Region Sjælland.

Region Syddanmark

Et af de helt store emner i Region Syddanmark er kvaliteten i den psykiatriske behandling – ikke mindst i Børne- og Ungdomspsykiatrien.