Hvis det lyder for godt til at være sandt – så er det nok løgn. Det er et af budskaberne fra Lægemiddelstyrelsen og Lif, der med fire små animationer sætter fokus på forfalsket og ulovlig medicin, som er købt på nettet.
Ordlyden er måske lidt kontant, men der er meget, der tyder på, at forbrugerne skal have ren besked. Markedet for ulovlige lægemidler bliver nemlig større år for år – både i Danmark og på verdensplan. Det viser resultaterne fra den internationale Pangea-aktion, der hvert år sætter målrettet ind mod internethandlen med ulovlig medicin, og som netop er afsluttet. I år konfiskerede myndighederne over 25 millioner enheder til en værdi af mere end 300 mio. kroner i løbet af den én uge lange aktion.
Hvad må man – og hvad må man ikke?
Det kan være svært som almindelig forbruger at vurdere, hvornår det er lovligt eller ulovligt at købe medicin på nettet. Hjemmesiderne, der sælger ulovlige og forfalskede lægemidler, kan se meget professionelle ud, og de forfalskede lægemidler ligner ofte den ægte vare til forveksling.
“Forfalsket medicin er i bedste fald virkningsløst, i værste fald kan det både være sundhedsskadeligt og direkte livsfarligt. Du risikerer ikke kun uforvarende at støtte kriminelle bander, men også at sætte dit eget helbred på spil, når du køber medicin via ulovlige hjemmesider,” siger chefkonsulent Mikkel Møller Rasmussen fra Lægemiddelindustriforeningen (Lif).
Derfor anbefaler både Lægemiddelstyrelsen og Lif, at man udelukkende køber medicin på fysiske apoteker eller via godkendte webapoteker. Vælger du at købe din medicin online, så skal du sikre dig, at EU’s særlige logo er at finde på hjemmesiden. På den måde er du sikker på, at det er en godkendt forhandler, du handler med.
“Men du må også gerne være lidt snusfornuftig, når du køber medicin på nettet, og tage de realistiske briller på. Slankemidler, potensmedicin og andre “mirakelmidler” uden recept lover ofte mere, end de kan holde, og du ved reelt ikke, hvad det er, du indtager,” supplerer Stine Gregers Hørsøe, jurist i Lægemiddelstyrelsen.
I løbet af 2017 har de danske myndigheder konfiskeret mere end 2100 forsendelser med ulovlig medicin i Københavns Lufthavn. Det er især ulovlige slanke- og potensmidler, der bliver beslaglagt.
DMVO
Lægemiddelindustrien arbejder hele tiden på at sikre patienternes sikkerhed og var i foråret medstifter af Dansk Medicin Verifikations Organisation (DMVO).
“DMVO er sat i verden for at implementere et fælleseuropæisk stregkodesystem, som skal sikre, at der ikke kommer forfalskede lægemidler i den legale distributionskæde. Det sker heldigvis uhyre sjældent, men vi oplevede det så sent som i august måned, hvor der blev fundet forfalskninger af et skizofrenilægemiddel hos en tysk parallelimportør,” fortæller Mikkel Møller Rasmussen.
Stregkodesystemet træder i kraft i februar 2019.
| FEM GODE RÅD TIL SIKKERT MEDICINKØB PÅ NETTET
| |
---|
Læs ogsåFakta om Pangea 2017Læs mere |