Videre til indhold

Økonomisk smalhals kan ende med at udhule sundhedsvæsenet

Meget tyder på, at der kun er lagt op til en realvækst på 1 pct i regionernes budgetter i økonomiforhandlingerne, som forventes at afslutte i denne uge. Lif peger på, at en videreførelse af den økonomiske smalhals vil nedprioritere nye behandlinger og bedre pleje, og man risikerer at skabe et sundhedsvæsen, der forstærker den sociale ulighed i sundhed.

Opbakningen til det danske sundhedsvæsen er større end nogensinde. Tilliden er høj, og tilfredsheden er stor. Det er ikke overraskende efter et år med ekstraordinært pres, ekstraordinære arbejdsvilkår og ekstraordinære bevillinger til COVID-19-behandling, forebyggelse, testcentre og opsporingsenheder.

Men de tider er ved at være ovre. Forud for økonomiforhandlingerne frygter Danske Regioner en økonomisk ramme, der med en realvækst på 1 procent kun tager hensyn til det demografiske pres – det vil sige, at der kommer flere ældre og dermed også flere behandlingskrævende, og ikke nye behandlinger og bedre pleje for alle patienter.

”Hvis det er det scenarie, vil det være en videreførelse af den økonomiske smalhals, der har karakteriseret det regionale sundhedsvæsen i det senest årti, hvor realvæksten i sundhedsvæsenets udgifter i gennemsnit har begrænset sig til 1 procent. Til sammenligning var realvæksten i de regionale sundhedsudgifter omkring 3 procent i 00’erne,” siger Søren Beicker Sørensen, fagchef i Lif.

Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken (Regr. 11 statistikbanken)
* 2007 er udeholdt af analysen pga. databrud
Udgiftsvæksten er deflateret med PL-satserne for de regionale sundhedsudgifter. 2020 er prognosetal.
Udgifter til 2020 indeholder ekstraordiære udgifter til covid19

Der er brug for en realvækst i sundhedsvæsenet på ca. 2 procent om året frem til 2025, hvis de offentlige sundhedsudgifter skal vokse i takt med befolkningens aldring og den almindelige velstandsfremgang – det peger analyser fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og VIVE på, lyder det fra Søren Beicker Sørensen.

”Gør vi ikke noget, vil det betyde en udhuling af den service, vi ellers oplever i samfundet i øvrigt. Det vil defacto betyde et sundhedsvæsen, hvor nye behandlinger og bedre pleje nedprioriteres, og hvor vi må forvente at antallet af ansatte pr. patient falder. Forsætter vi som hidtil, skaber vi et sundhedsvæsen, der forstærker den sociale ulighed i sundhed, og hvor kun de, der har ressourcerne, vil opnå en tidssvarende behandling,” lyder det fra Søren Beicker Sørensen.