Videre til indhold

Nyt råd skal sætte turbo på dansk life science

Regeringens nye Life Science Råd skal på tværs af sektoren arbejde for at styrke dansk life science.

Nedsættelsen af rådet sker samme dag som lanceringen af Erhvervsministeriets life science-footprint, der viser hvor afgørende life science er for Danmark. Den succes skal udbygges og det skal det nye life science-råd bidrage til.

Lifs koncernchef Ida Sofie Jensen har en plads i rådet. 

”Det offentligt-private samarbejde om innovation og udvikling er afgørende for life science-industriens rammevilkår i Danmark og ved at inkluderer alle relevante parter i et life science-råd, vil vi kunne styrke og accelerere samarbejdet. Det er ikke bare vigtigt for branchen, men i høj grad for patienterne, da en styrket dialog mellem parterne i life science-sektoren ganske enkelt vil sikre, at de vil få hurtigere adgang til nye og innovative behandlinger,” siger Ida Sofie Jensen. 

Ifølge koncernchefen har særligt COVID-19 vist værdien af innovative partnerskaber, og hvad vi kan opnå, når vi arbejder sammen.

Men pandemien har også vist, hvor vigtig life science-branchen er for Danmarks vækst og velfærd. 

“Life science-branchen har været et robust fundament under Danmarks økonomi og er årsagen til, at vi kom ud af krisen med skindet på næsen. Med de rette rammer har dansk life science potentiale til meget mere – det skal vi styrke!” siger Ida Sofie Jensen og henviser til, at life science-branchens eksport på 12 år er tredoblet. 

Målet er, at dansk life science blive en førende life science-nation, og Life Science Rådet skal identificere nye initiativer, som kan styrke rammevilkårene og branchens globale konkurrencedygtighed. 

“Life science-branchen arbejder med langsigtede, strategiske mål, og derfor kræver det også et langsigtet og vedvarende fokus med politisk forankring. Rådet står overfor en vigtig opgave – det skal både formalisere og styrke det offentlig-private samarbejde, skabe ejerskab på tværs af ministerierne og understøtte life science-strategiens forankring i sundhedsvæsenet,” siger Ida Sofie Jensen. 

Læs også