Videre til indhold

Life Science-konference trak fulde huse 

Interessen for life science – og for Life Science Rådets kommende anbefalinger til en ny strategi – er enorm. Det vidnede det massive fremmøde til dagens konference om emnet i Life Science-huset om. 

Om kort tid kan Life Science Rådet offentliggøre sine anbefalinger for en ny strategi for life science, som skal forhandles i Folketinget i foråret 2024.  

Derfor havde Lif, Medicoindustrien, DI, Dansk Erhverv og Dansk Biotek inviteret til konferencen “Life science-strategi for sundhed og vækst” i Life Science-huset. 

Og selv på en frostkold og sneklædt dag var det emne ekstremt hot, og mere end 350 personer var mødt op for blandt andre at høre Lars Rasmussen, formand for Life Science Rådet og formand for Coloplast komme med sine betragtninger.  

Endnu kan han ikke løfte sløret for anbefalingerne, men han fremhævede samarbejdet mellem de forskellige parter: 

“Det er bredt undervurderet, at vi sidder rundt om det samme bord, og som industri taler med ministerierne. Det er sjældent set i andre lande. Vi løser problemer sammen på en ny måde, og det er muligvis den største gevinst, der kommer ud af det her,” sagde han. 

Relationer og samarbejde blev også fremhævet af Anders Thusgaard, erhvervspolitisk direktør i Erhvervsministeriet: 

“Vi kan samle relevante beslutningstagere i et rum og blive enige om, hvor der skal rykkes, og hvordan udfordringer skal adresseres,” sagde han. 

Generelt fyldte samarbejder og innovative fællesskaber en del hos de mange paneldeltagere især i en tid, hvor der er behov for udvikling af arbejdskraft-reducerende teknologier, som Rasmus Møgelvang, hospitalsdirektør på Rigshospitalet efterspurgte. 

Eller som Ida Sofie Jensen, koncernchef i Lif, sagde i sin velkomst: 

“Sundhedsvæsenet er under pres som følge af flere ældre borgere, flere kronisk syge og manglende res­sourcer – ikke mindst personale. Der er akut behov for at udvikle og implementere nye sundhedsløsninger med afsæt i offentlige/ private samarbejder. Vi har brug for, at strategien sætter en klar retning for, at vi kan blive bedre til at implementere de innovative løsninger i vores sundhedsvæsen.”