Innovation skal virke isoleret set, fungere i sammenhæng med andre tiltag, give mening for patienterne, og ikke mindst bidrage til såvel den langsigtede samfundsøkonomi som den aktuelle udfordring med at sikre tilstrækkelig arbejdskraft. Så enkel og dog så kompliceret lød opskriften på værdien af innovation, da Danske Regioner, Lægeforeningen og Lif holdt konferencen Sund Innovation.
Alle kender sangen om det dobbelt demografiske pres. Og flere har helt sikkert sunget med på omkvædet om, at flere ældre forlader arbejdsmarkedet, end der er unge, der træder ind.
Mandag morgen kom et lidt mere opløftende nyt vers til, da Danske Regioner, Lægeforeningen og Lif afholdt konferencen Sund Innovation.
Det var et vers, der handlede om, hvordan innovationen i sundhedsvæsenet også skal være med til at frigøre arbejdskraft.
Eller som koncernchef i Lif Ida Sofie Jensen sagde:
“Vi kan diagnosticere mere præcist og sikre målrettet behandling. Den udvikling kan frigøre arbejdskraft i sundhedsvæsenet, fordi behandlinger og kontrol i stigende grad kan omstilles fra hospital til primærsektor og ud til borger i eget hjem. Dermed sikrer vi, at vi frigør arbejdskraft ved at undlade behandlinger og dermed aflaster vi sundhedsvæsenet,” sagde hun og tilføjede:
“Derfor er det vigtigt, at vi begynder at indregne de økonomisk afledte effekter af et innovativt sundhedsvæsen. Det nytter ikke at blive ved at tænke siloer.”
Og fra Lægeforeningen fortsatte formand Camilla Ratchke:
“Det er ingen hemmelighed, at der aldrig har været så mange patienter, og at der er løst så mange opgaver som nu. Og det ser ud til at vokse. Medmindre vi gør noget andet,” sagde hun og tilføjede, at vi skal bringe nye løsninger i spil:
“Det er ikke nok at udvikle. Vi skal også innovere og tænke nyt, kreativt og anderledes. Vi skal bruge alle de redskaber, vi har. Vi skal tage de mange løsninger i brug, der dukker op. Det skal være værdiskabende i et nyt perspektiv, nemlig, at vi skal tænke værdi i, hvornår en ny løsning i sig selv er arbejdskraftbesparende,” sagde hun.
Og den bold greb Anders Kühnau, formand for Danske Regioner:
“I forhold til medarbejderdelen har vi en stor udfordring, og vi ved, at vi får kæmpe udfordringer over de næste år,” sagde han og fortsatte:
“Innovation er noget af det, der skal hjælpe os, ellers kan vi simpelthen ikke løse det med alle de mange mennesker, vi gerne vil hjælpe. Når vi tidligere talte om innovation, så handlede det om at skabe noget, der var bedre og mere af. Nu drejer det sig i høj grad også om at finde ud af, hvordan vi kan finde løsninger, der sparer den arbejdskraft, vi kommer til at have så meget mangel på. Det er noget af det nye i vores fokus.”