Videre til indhold

I slipstrømmen af corona – ny podcast om vaccinations-indsatsen i Danmark

”Vaccinationsindsatsen i Danmark” er navnet på en ny podcast-serie, som zoomer ind på vaccinationsområdet og ser nærmere på, hvad der ligger til grund for det vaccinationsprogram, vi har i dag.

Sammen med en lang række eksperter og politikere går podcasten i tre afsnit i dybden med muligheder, udfordringer og problematikker og diskuterer, hvordan vi kommer videre.

Mød blandt andet formand for Sundhedsudvalget, Jane Heitmann (V), professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg (VIVE), formand for Lægeforeningen, Camilla Rathcke, sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner, Erik Jylling, afdelingschef i Statens Serum Institut Tyra Grove Krause, enhedschef i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg og medlem af Folketingets Sundhedsudvalg Peder Hvelplund (EL), som hver især giver deres perspektiv på debatten om det danske vaccinationsprogram.

Afsnit 1

I første afsnit, som sætter fokus på vaccinationsprogrammet i dag, efterlyser Jane Heitmann en debat om, hvor vi skal hen med vaccinationsindsatsen.

”Nu har vi lige været igennem en pandemi. Den første pandemi i mands minde. Vaccinerne har vist sig at være redskabet, midlet, måden vi kan komme tilbage til en normal hverdag på. Og med det enormt positive afsæt, midt i alt det trælse omkring corona, dér skal vi have taget en diskussion af, hvordan kan vi justere – hvis det er det, der skal til – det danske vaccinationsprogram. Hvordan kan vi gøre det bedre. Hvordan kan vi gøre det stærkere. Og hvordan kan vi sikre, at endnu flere tilslutter sig vaccinationsprogrammet,” lyder det fra Heitmann.

Afsnit 2

I afsnit 2 er der fokus på informationsindsatsen og tilgængeligheden af information om vacciner.

”Her i Sundhedsstyrelsen har vi siden HPV-sagen, om man må kalde den det, og den reducerede tilslutning haft meget øje for kommunikation. Og der er heller ikke megen tvivl om, at under COVID-19-pandemien har kommunikationen til borgerne været noget af det allermest væsentlige. Og det har vi helt sikkert fået skruet op for, og vi er også blevet bedre til det. Og vi har fulgt det meget nøje, og noget af det, vi gerne vil gøre fremover, er at være rigtig opmærksomme på den borgerrettede kommunikation til forældrene, om den er forståelig, om den når ud til dem, der skal have den, om de har brug for noget andet, om det kommer de rigtige steder og om det er synligt,” forklarer Bolette Søborg.

Afsnit 3

I tredje og sidste afsnit stilles der skarpt på fremtidens vaccinations-program, og hvordan vi sikrer, at det er tilstrækkelig ambitiøst, så vi ikke går glip af et sundhedsmæssigt potentiale.

”Der er mange, der tænker, at vaccinationer, det er noget med børnevaccinationsprogrammet. Det er det ikke kun. Vi taler nu mere om et livsforløbs-vaccinationsprogram. Det er måske forskellige vaccinationer, man skal have i forskellige faser af sit liv, og det skal måske også skræddersyes til én,” lyder det fra Tyra Krause, afdelingschef i Statens Serum Institut, når hun skal beskrive fremtidens vaccinationsprogrammer.

Hør ”Vaccinationsindsatsen i Danmark” på iTunes, Spotify eller der, hvor du normalt lytter til podcasts.