Videre til indhold

Handlingsplan skal styrke danske IP-rettigheder globalt

Erhvervsminister Simon Kollerup har i dag lanceret en handlingsplan, der skal fremme et effektivt og velfungerende IPR-system. Lif hilser handlingsplanens 16 initiativer velkommen.

”Det er meget positivt, at erhvervsministeren lancerer en handlingsplan, der skal styrke danske virksomheders IP-rettigheder. Det sender et stærkt signal om og en klar anerkendelse af vigtigheden af IPR i en tid med globalt pres. Vi glæder os især over, at ministeren ønsker at fremme et globalt system for IPR-beskyttelse med gode rammer for danske virksomheders brug af IP-rettigheder, og blandt andet vil styrke det internationale engagement og arbejde i EU og i de internationale IPR-organisationer, så der opretholdes et stærkt, globalt IPR-system,” lyder det fra juridisk chefkonsulent i Lif, Thomas Klit Christensen, efter at erhvervsminister Simon Kollerup i dag lancerede handlingsplanen ”Immaterielle aktiver – Handlingsplan for et innovativt Danmark”.

Thomas Klit Christensen glæder sig desuden over, at mulighederne for at etablere nye IPR-myndighedssamarbejder på eksportmarkeder med særlig relevans for danske virksomheder nu skal afdækkes.

”Lægemiddelindustrien har haft stor gavn af de eksisterende myndighedssamarbejder og PPH-aftalen med Brasilien. Det er ligeledes positivt at Erhvervsministeriet vil arbejde for en hurtig ikrafttrædelse af Den europæiske patentdomstol og enhedspatentet. Det er af afgørende betydning for dansk erhvervsliv, at der er et effektivt patentsystem i Europa,” understreger Lifs juridiske chefkonsulent.

Det er ifølge Thomas Klit Christensen positivt, at Danmark stiller sig i spidsen for at styrke det internationale IPR-system, efter at IPR-beskyttelsen har været under pres under COVID-19-pandemien, hvor der fra flere sider har været rejst krav om waivers af vaccine-patenterne.

”Danmark skal i de internationale organisationer være en stærk stemme og fortaler for vigtigheden af et velfungerende og stabilt patent- og incitamentssystem. Danmark kan gå foran og samle ligesindede lande om denne dagsorden, der skal sikre, at vores patienter tilbydes den nyeste og mest innovative medicin, og at vi fortsat kan skabe flere, meget højproduktive arbejdspladser i Europa og i Danmark.”