Medicinrådets anbefalinger er ikke vejledende men bindende og begrænser den enkelte læges mulighed for at behandle sine patienter bedst muligt, lyder den juridiske konklusion fra Patienterstatningen.
Dermed er de politisk udstukne rammer for Medicinrådets opgave overskredet, lyder det fra Lif.
Patienterstatninger har netop afvist syv anmeldelser fra forældre, der mener, at deres syge børn er blevet yderligere svækkede, fordi de ikke har haft adgang til medicinen Spinraza, der er blevet behandlet i Medicinrådet. Afvisningen fra Patienterstatningen får Lægemiddelindustriforeningens koncernchef – og observatør i Medicinrådet – Ida Sofie Jensen op af stolen:
“Denne afgørelse viser i al sin enkelhed, at Medicinrådets afgørelser kan risikere at lade patienterne i stikken. Fortællingen er, at Medicinrådets anbefalinger kun gælder standardbehandlinger, og at lægen altid skal tage udgangspunkt i den enkelte patients behov. Men virkeligheden er en anden. Hvad enten det var meningen eller ej, så har Danske Regioner med oprettelsen af Medicinrådet fået skabt et vacuum, hvor patienterne sendes fra Medicinråd til læge til politikere, og alle steder bliver de blot sendt videre. Politikerne henviser til den enkelte læge, lægen henviser til Medicinrådet og Medicinrådet … Ja, de trækker på skuldrene og peger på regionerne. Det er grænsende til grotesk og ikke det, der var den politiske intention,” lyder det fra Lifs koncernchef, Ida Sofie Jensen.
Patienterstatningen skal i sin vurdering tage udgangspunkt i de ressourcemæssige rammer, personalet havde til rådighed i situationen. Og her vurderede man ikke, at selv den mest erfarne specialist kunne have handlet anderledes, fordi der ikke var adgang til medicinen, lyder det i begrundelsen for at afvise sagerne.
“Det er et meget klart bevis på, hvor stor en magt, Danske Regioner har givet Medicinrådet. Rådets afgørelser er reelt ikke vejledende, men bindende og gør det umuligt ud fra en konkret lægefaglig vurdering at behandle med lægemidler, som er afvist til standardbehandling. Nu ser vi også en juridisk vurdering af, at medicinen ikke er til rådighed. Det betyder, at det syvende princip ikke bare i praksis men også i juridisk forstand er sat ud af kraft,” siger Ida Sofie Jensen.
Medicinrådets status og betydningen af rådets vejledninger har været til debat, siden rådet blev etableret, da det efter forvaltningsretten gør en stor forskel, om der er tale om en afgørelse eller faktisk forvaltningsvirksomhed. Patienterstatningens afgørelse er med til at fastslå, at selvom der er tale om en behandlingsvejledning, så har denne de facto karakter af en afgørelse, da det reelt ikke er muligt for den enkelte læge eller afdeling at foretage individuelle vurderinger.
“Det harmonerer slet ikke med de politiske meldinger om, at lægen altid vil have mulighed for at udskrive det bedste valg til patienten i den konkrete situation. Patienter og politikere er blevet foreholdt, at Medicinrådets anbefalinger kun er vejledende, og at den enkelte læge kan udskrive lige netop den behandling, der vurderes at være mest effektiv. Men virkeligheden er, at det aldrig sker, og nu har vi juristernes ord for, at der ikke er tale om anbefalinger, men at lægemidlerne reelt ikke er til rådighed, hvis Medicinrådet ikke anbefaler dem,” siger Ida Sofie Jensen.
Folketingets syvende princip for prioritering af sygehuslægemidler lyder således:
Adgang til behandling: Der skal sikres lige adgang for både store og små patientgrupper og tages højde for patienters individuelle behov. Det skal være muligt ud fra en konkret lægefaglig vurdering at behandle med lægemidler, som er afvist til standardbehandling. Det gælder eksempelvis i forhold til at kunne yde behandling af høj kvalitet til patienter med sjældne sygdomme eller i forhold til at kunne behandle for at undgå funktionsnedsættelse.
Læs alle syv principper for prioritering af sygehuslægemidler her
