En ny opgørelse fra Medicinrådet viser, at der oftere bliver sagt nej til nye, innovative behandlinger i Danmark end i Sverige og Norge. Uacceptabelt, siger Lif.
Når nye, innovative behandlinger bliver godkendt og kommer på markedet, får vores svenske og norske naboer adgang til flere behandlinger, end vi gør i Danmark.
En opgørelse fra Medicinrådet viser, at ud af 73 lægemidler, der er vurderet i alle tre lande siden januar 2021 og frem til august 2024, er 59 behandlinger blevet anbefalet i Sverige, 57 behandlinger er anbefalet i Norge, og kun 51 behandlinger er anbefalet i Danmark.
Der er tale om innovative lægemidler, som er anbefalet til hele eller dele af den relevante patientgruppe.
Og det er ikke tilfredsstillende, siger viceadministrerende direktør i Lif, Henrik Vestergaard:
“I det danske sundhedsvæsen bør vi kunne tilbyde de bedste behandlinger og også forskellige behandlingsmuligheder, da vi ved, at patienter er forskellige og reagerer på behandling forskelligt,” siger han og fortsætter:
”Vi bryster os af at have et sundhedsvæsen i verdensklasse. Og vi ved, hvor afgørende vigtigt det er, at patienterne får den rette behandling til rette tid. Vi må ikke sige nej til så mange innovative behandlinger.”
Et eksempel på en behandling, der er anbefalet til patienter i både Sverige og Norge, men ikke i Danmark, er et lægemiddel mod metastatisk triple-negativ brystkræft. Behandlingen blev afvist af Medicinrådet i november 2022.
“Det er jo helt uacceptabelt, at danske kvinder ikke kan få samme behandling som svenske og norske kvinder,” siger Henrik Vestergaard.
En kortlægning af adgangen til nye lægemidler med en europæisk markedsføringstilladelse på tværs af europæiske lande viser samtidig, at færre nye lægemidler introduceres i Danmark i dag end tidligere.
Blandt 167 lægemidler, der fik europæisk markedsføringstilladelse fra 2019 til 2022 – og dermed er godkendt efter europæiske standarder – var 35 procent ikke tilgængelige i Danmark ved udgangen af 2023. I 2020 drejede det sig om 14 procent.