Videre til indhold

COVID-19: Ophævelse af vaccine-patentet er ikke den rigtige vej at gå

Biden-administrationen har meldt ud, at den støtter Indien og Sydafrikas forslag om at ophæve patenterne på COVID-19-vaccinerne. Men en ophævelse af patentet er ikke den rigtige vej at gå.

Adgangen til godkendelser, kompetencer, teknologi og råvarer bliver ikke større, og man risikerer samtidig at skabe stor usikkerhed for de virksomheder, der investerer i udvikling af vacciner og lægemidler i det hele taget, lyder det fra Lif.

”Der er ingen tvivl om, at vi har en forpligtigelse til at gøre alt, hvad vi kan, for hurtigst muligt at få vaccineret borgerne i de lande, der lige nu oplever store udbrud af COVID-19. Men ophævelse af patenterne på COVID-19-vaccinerne vil ikke med ét løse alle udfordringer, da det kræver know-how, ekspertise og de rigtige kompetencer og faciliteter at producere vaccinerne, siger Henrik Vestergaard, viceadm. direktør i Lif.

“Derimod risikerer man, at råmaterialer, der allerede er meget efterspurgte, bliver opkøbt af fabrikker, der ikke har de nødvendige kompetencer til at producere vacciner på sikker og godkendt vis. Det åbner lige pludselig en dør til usikre og forfalskede vacciner, og det må ganske enkelt ikke ske,” lyder bekymringen fra Henrik Vestergaard.

”Vi skal have produktionskapaciteten op – og det arbejder vaccineproducenterne målrettet på: Inden året er omme vil der være produceret 10 mia. doser COVID-19-vacciner plus fem mia. doser ”almindelige” vacciner. Sidste år blev der produceret i alt fem mia. doser vacciner – det vil sige, at man allerede nu har tredoblet vaccineproduktionen. Men i magtesløsheden over pandemiens opblussen må man ikke glemme, at det er et stærkt patentsystem har gjort det muligt at udvikle en vaccine og opskalere produktionen ekstremt hurtigt og effektivt. Det sker kun gennem frivillige partnerskaber mellem udviklerne af vaccinere og fabrikker med den rette ekspertise og know-how. Derfor bør vi fremfor alt fokusere på at fjerne eventuelle barriere for nye og effektive partnerskaber, sørge for et frit flow af råmaterialer rundt i hele verden og fortsætte forskningen, så vi kan videreudvikle og forfine de eksisterende vacciner og udvikle nye.”

”Ved at ophæve patenterne vil man skabe stor usikkerhed omkring de fremtidige vilkår for forskning, innovation og de rettigheder, man har til egne forskningsresultater. Det bliver mindre attraktivt at forske i innovative løsninger, næste gang vi står overfor en pandemi”, konstaterer Lifs viceadm. direktør.

Endelig skal man ikke glemme, at patentsystemet er det, der sikrer, at forskningsresultater bliver delt, så ny forskning kan stå skuldrene af tidligere forskning på tværs af virksomheder og forskningsinstitutioner, påpeger han:

”Patenter handler ikke kun om beskyttelse, men også om helt essentiel udbredelse af viden. Vi risikerer en situation, hvor virksomheder ser sig nødsaget til at skjule know-how, videnskabelige og teknologiske gennembrud i stedet for at offentliggøre dem som patenter, som andre kan bygge videre på. Dermed bliver det ikke hurtigere for generika-producenterne at lave et kopiprodukt, når originalen går af patent – men derimod langsommere. I dag kan de begynde fra day-one at forberede deres kopiprodukter, fordi opskriften er tilgængelig og samtidig kan andre virksomheder bruge patentet til at udvikle andre, endnu bedre løsninger.”