Bias blandt sundhedsprofessionelle går ikke overraskende ud over patientbehandlingen. Men hvor stammer vores fordomme fra? Og hvad gør vi ved det? Klinisk professor Morten Sodemann gør det blandt andet ved at konfrontere de medicinstuderende med deres egne fordomme.
Artiklen er bragt i Magasinet med. – nr. 32 – Et kønt sundhedsvæsen
Interview med Morten Sodemann, klinisk professor i infektionsmedicin, Odense Universitetshospital
Sproget smitter. Og den smitte kan få betydning for den behandling, en patient får eller måske ikke får i sundhedsvæsenet. Sådan siger klinisk professor i infektionsmedicin på Odense Universitetshospital Morten Sodemann.
Han har i hele sin karriere beskæftiget sig med ulighed i sundhed. Og lige nu er han blandt andet involveret i en ph.d., der ser på, hvordan de sundhedsprofessionelles sprog i journaler kan få betydning for, hvordan en behandling forløber.
“Vi kan se, at sproget er fuld af indforståethed. Sådan noget som ‘Patienten har ingen store kompetencer’, ‘Patienten er dårligt oplyst’, eller ‘Der er ingen objektive fund, der bekræfter patientens symptomer’,” siger han og tilføjer:
“Det lyder klinisk og objektivt, men det er dybt subjektivt, og det diskvalificerer, hvad patienten siger. Andre gange står der måske ord som alkoholiker, hysterisk, storryger eller usoigneret. Og bare ét af de begreber kan påvirke behandlingskvaliteten i op til ti år, fordi der bliver truffet valg, der baserer sig på, at man er et mindreværdigt menneske, som ikke er dygtig til at passe på sig selv,” siger Morten Sodemann
Hvad ville den korrekte måde at beskrive en patient på være?
“Man kunne vende den om og skrive ‘Patienten har symptomer, vi ikke kan sætte forklaring på’. På den måde anerkender vi, at der er et symptom, vi ikke har kunnet håndtere. Så det er os, der har et problem,” siger Morten Sodemann og retter yderligere kritik indad:
“Det er det samme, hvis der er en sygehusaftale, der ikke er lykkedes. Så er det patienten, der er udeblevet. Men vi ved, at det ofte skyldes andre omstændigheder. Men det er sådan noget, der hænger i gardinerne. Patienterne er dovne. De skal have en bøde. Man fastholder et falsk tankesæt,” siger han.
Og det falske tankesæt er farligt. For det påvirker den behandling, patienterne modtager. Derfor er der god grund til, at nye medicinstuderende bliver konfronteret med deres egne fordomme. Det er Morten Sodemann med til på blandt andet kurset ‘Narrativ medicin’, hvor der undervises i dybdelæsning, hvor de studerende bliver udsat for patientfortællinger i litteraturen.
“Læger og sygeplejersker kommer typisk fra ensartede hjem – men det gør resten af befolkningen ikke og typisk heller ikke patienterne. Den narrative tilgang udvider normalitetsopfattelsen: ‘Hvor mange måder kan man leve et liv på, som jeg ikke har set’,” spørger Morten Sodemann.
Hvad er det typisk for fordomme, du møder?
“Den første fordom er: ‘Det har vi ikke tid til.’ Så allerede efter meget kort tid på lægestudiet begynder de studerende at have en idé om, hvad de har tid til. Det har de jo ikke et begreb om. Det er en forestilling om et arbejde, man kun kan gisne om, hvor de har fra. Og det kan være meget langt fra virkeligheden og giver anledning til rigtig mange fordomme,” siger han og uddyber, at det blandt andet kan dreje sig om en antagelse om, at kvinder taler mere end mænd, men at mænd afbryder mere.
Faktisk har de medicinstuderende større implicitte bias over for kvinder end mænd.
