Log på

Om prioritering på sundhedsområdet


Prioritering handler om at rangordne eller vælge mellem forskellige muligheder. Der er altid blevet prioriteret i sundhedsvæsenet og vil også blive det fremover.

Baggrund
Prioritering handler om at rangordne eller vælge mellem forskellige muligheder. Der er altid blevet prioriteret i sundhedsvæsenet og vil også blive det fremover. Når der prioriteres, sker det ofte ved en afvejning af sundhedsfaglige og økonomiske vurderinger koblet med mere eller mindre synlige værdier for sundhedsvæsenet og hos den enkelte beslutningstager (den etiske dimension).
 
På det politiske niveau udmønter prioriteringerne sig ofte i fordeling og allokering af økonomiske ressourcer, men de viser sig også i form af lovgivning, strategi- og handlingsplaner, garantier, kvalitetsstandarder osv. På det fagprofessionelle niveau viser prioriteringerne sig fx i allokering af tidsforbrug mellem forskellige opgaver eller patienter og i valg mellem diagnosticerings- og behandlingsmetoder. Patienternes prioriteringer viser sig fx i, om de vælger at efterleve lægens anbefalinger.
 
På alle dele af sundhedsområdet og på alle niveauer i sundhedsvæsenet er der hele tiden valg, der skal træffes. I de konkrete situationer er der ofte mange eller i hvert fald flere valgmuligheder. Derfor er prioritering ganske enkelt en forudsætning for at kunne handle. Og selv om flere og mange valgmuligheder er et gode, er det ikke alle, der bryder sig om at foretage valg eller om at prioritere, fordi det ofte også er forbundet med fravalg. Der er heller ikke nødvendigvis enighed om de valg og prioriteringer, der foretages, bl.a. fordi et konkret valg kan være gunstigt for nogle borgere, men mindre gunstigt for andre.
 
Ofte betyder prioriteringer i én del af sundhedsvæsenet, at valgmulighederne for andre underlægges begrænsninger - eller sagt med andre ord, at valgmulighederne rationeres. Det gælder, når prioriteringer ikke bare indebærer en rangordning af mulige valg, men ligefrem indebærer en udelukkelse af valgmuligheder. I sundhedsvæsenet kan rationering fx vise sig ved, at visse behandlingstilbud ikke stilles til rådighed for patienterne, selvom sådanne faktisk findes og kunne have værdi for patienterne. 
 
Rationeringer kan i enkelte tilfælde være fornuftige eller ligefrem nødvendige, hvor det fx gælder om at beskytte patienter mod direkte skadelige eller virkningsløse behandlinger eller teknologier. Men rationeringer kan virke urimelige eller unødvendige, når de sker ud fra andet end hensynet til de individuelle patienter, eller ud fra meget snævre og unuancerede hensyn, fx kortsigtede besparelser.
 
Fordi prioriteringer på sundhedsområdet
  • ofte berører os alle sammen,
  • har stor betydning for vores sundhed og muligheder for sygdomsbehandling, og
  • ofte indebærer fravalg og rationering,
  • er der en løbende diskussion om rimeligheden og rigtigheden af de prioriteringer, der finder sted, ligesom det diskuteres, hvem der skal foretage hvilke prioriteringer, og hvordan det skal ske. 
 
Det mener Lif om prioritering på sundhedsområdet
  • Prioritering er en del af det at træffe behandlingsbeslutninger. Det kræver et solidt beslutningsgrundlag og en anerkendt beslutningsproces. 

  • Prioriteringsbeslutninger på sundhedsområdet har ofte væsentlige konsekvenser, enten for en enkelt patient eller for rigtig mange patienter, pårørende, ansatte m.v., og derfor skal beslutningerne træffes på grundlag og i processer, der nyder bred anerkendelse af at være de bedst mulige. Det sker efter Lifs mening ikke i dag på alle områder i sundhedsvæsenet, herunder når det gælder lægemidler.

  • Prioriteringer på sundhedsområdet skal ske i forhold til politisk fastlagte mål og værdier. Politikerne skal udstikke kursen og rammerne for beslutninger i "det udførende" sundhedsvæsen. De politiske beslutninger skal træffes på et fagligt oplyst grundlag i sammenhæng med klart formulerede værdier og mål, herunder sundhedslovens mål om let og lige adgang.

  • Prioriteringer i sundhedsvæsenet skal ske helhedsorienteret og på et sundhedsfagligt grundlag. Målet skal være bedst mulig sundhedsfaglig og patientoplevet kvalitet. 

  • Generelt set skal et godt beslutningsgrundlag og en god beslutningsproces opfylde en række kriterier, når myndigheder, ansatte i sundhedsvæsenet m.fl. skal foretage prioriteringer. 

Lif mener, at følgende generelle kriterier skal gøres gældende

Det bedst mulige beslutningsgrundlag

  • Skal indeholde al relevant, tilgængelig evidensbaseret viden om emnet.
  • Skal indeholde alle relevante konsekvensvurderinger, herunder for patienter, sundhedsvæsen og samfund, og såvel sundhedsfaglige, organisatoriske og økonomiske konsekvenser på både kort og lang sigt.
  • Skal være præget af objektivitet.
  • Skal være systematisk, veldokumenteret, bredt tilgængeligt og gennemsigtigt.
  • Skal forholde sig til de politisk besluttede værdier og mål.

De bedst mulige prioriteringsprocesser

  • Skal inddrage folk, der besidder størst mulig viden og ekspertise om det pågældende emne.
  • Skal inddrage de berørte, fx patienter, eller repræsentanter for de berørte.
  • Skal være præget af grundighed, men også af fremdrift.
  • Skal være gennemsigtige; det skal være tydeligt, hvordan den samlede proces er tilrettelagt, hvem der er inddraget, hvilket beslutningsgrundlag der anvendes, og hvilke forhold der har været bestemmende for den endelige beslutning. 
  • Skal tilrettelægges i 2 sammenhængende delprocesser: dels en proces med henblik på udarbejdelse af det bedst mulige beslutningsgrundlag, og dels en egentlig beslutningsproces.

​​

Kontakt

Louise Broe
Tlf +45 3915 0939

Chefkonsulent - Sundhedspolitik

lbr@lif.dk​
Kontakt

Jørgen Clausen
Tlf +45 3915 0909

Cheføkonom - Markedsforhold, priser og tilskud.

jc@lif.dk