Log på

Fremtidens medicin: Celleterapi


Der er lige nu over 7000 nye lægemidler under udvikling og mange af dem er helt nye og innovative behandlingsmetoder, der har potentiale til at revolutionere den måde vi behandler alvorlige sygdomme på.

En af de nye behandlingsmetoder, som vi vil se inden for de næste fem til ti år, er celleterapi.

Ved celleterapi får patienten en indsprøjtning med levende celler, som erstatter det beskadigede væv, som er årsag til deres sygdom. Celleterapien angriber sygdomme ved at overtage de skadede eller manglende cellers funktioner, og kan i visse tilfælde gøre patienten helt rask.

Der findes allerede veletablerede behandlinger med celleterapi, fx blodtransfusioner og knoglemarvstransplantationer, men som noget nyt kan celleterapi bruges til at erstatte livslang behandling med insulin for patienter med diabetes 1. 

Sådan virker behandlingen
Patienter med diabetes 1 skal hele tiden holde øje med deres blodsukkerniveauer, og skal flere gange hver dag have injektioner med insulin for at kontrollere det. På sigt forventer man, at celleterapi til diabetes 1-patienter helt vil udradere behovet for de daglige insulin-indsprøjtninger og vil forsinke alvorlige, kroniske følgesygdomme.

Kort fortalt transplanterer man celler fra bugspytkirtlen fra en rask donor til patienten, hvorefter patientens krop nu selv får kontrol over blodsukkerniveauerne. 

I første omgang vil patienter med moderat til alvorlig diabetes 1 ikke kunne forvente at slippe helt for insulinbehandlingen, men på sigt er det forventningen, at patienterne med celleterapi vil få en normalt fungerende bugspytkirtel, og at medicin kun er nødvendig i meget alvorlige tilfælde.

Cirka fire millioner personer i Europa har diabetes 1, og antallet vokser med 3-5 procent hvert år. Cirka 300.000 af tilfældene er børn under 18.

Kilder:
  • EFPIA
  • https://framtidsbranschen.nu/cellterapi-kan-minska-behovet-av-insulin/


Kontakt

Jakob Bjerg Larsen
Tlf +45 3915 0921

Chefkonsulent - Klinisk forskning og produktion

jbl@lif.dk