Log på

Stort life science-event i København


Mange handler og aftaler bliver indgået i disse dage i Købehavn. Over 4.000 deltagere fra hele verden mødes fra mandag til onsdag til Europas største konferencer for biotek-virksomheder, medicinalindustri og investorer: BIO-Europe i Bella Centret.

Det er det største antal deltagere til BIO-Europe nogen sinde, og direktøren for arrangementet er yderst glad for, at Danmark i år er centrum for arrangementet. Det er nemlig det perfekte sted for vidensdeling, fortæller Anna Chrisman, Group Managing Director hos EBD Group og KNect365 Life Sciences.

”Vi er glade for, at virksomhederne i det verdensberømte Medicon Valley i år har bragt BIO-Europe til København for første gang,” fortæller Anna Chrisman.

Hun roser den danske og sydsvenske industri, der sammen har skabt et stærkt brand og baner vejen for fremtidens store virksomheder.
"Denne biopharma-klynge er en af Europas førende, hvilket gør det til en perfekt ramme for kreative og produktive partnerskaber fra deltagerne, der indgår aftaler og går på opdagelse under eventet," siger hun.

I år forventes det, at der sættes rekord på antal møder mellem industri og investorer samt på antal deltagere. Sidste år var antallet over 24.000 one-to-one-møder gennem det tre dage lange event.

Netop fordi eventet holdes i København, har der været mulighed for at promovere Danmark som en stærk life science-nation. Det skete blandt andet under åbningsseancen, hvor Copenhagen Capacity præsenterede København og Medicon Valley for en helt fyldt sal af internationale tilhørere.

Dansk forskning blev også vist flot frem på et event arrangeret af Københavns Universitet, hvor eksempler på universitetets biomedicinske forskning, som er blevet spinout-virksomheder, og offentlig-private samarbejder blev præsenteret. NEXT partnerskabet, der arbejder med klinisk forskning, var også til stede på BIO-Europe for at promovere og gøre opmærksom på alle de gode muligheder, som virksomheder har for at gennemføre kliniske forsøg med nye lægemidler i Danmark.

NEXT kunne fortælle, at de har været næsten fuldt booket hver dag med one-to-one-møder med industrien, hvilket vidner om stor interesse for Danmark som klinisk forskningsland. 

Ud over de mange private møder har der på BIO-Europe været åbne stande, hvor deltagerne kan søge information. Blandt andet Belgien, Holland, Frankrig, Portugal, Østrig, Thailand, Japan og UK var repræsenteret som land. For Danmark stod ”Greater Copenhagen” for en promoveringsstand.

Læs også


Danmark blandt Europas stærkeste life science-nationer


Kontakt

Allan Skårup Kristensen
Tlf +45 3915 0924

Chefkonsulent - Forskning og innovation

ask@lif.dk