Log på

Rekordstort Q4-indkøb af sygehusmedicin


Tendensen til at sygehusene køber ekstraordinært stort ind af medicin sidst på året fortsætter. Igen i 2019 blev der købt rekordstort ind af sygehusmedicin i fjerde kvartal.

​Sygehusene benytter i stigende grad luft i budgettet sidst på året til at fylde deres medicinlagre op. I 2019 var indkøbene i fjerde kvartal rekordstore - hele 39 procent højere end i de tre første kvartaler, viser nye tal fra Lægemiddelindustriforeningen. Forrige år var indkøbene i samme periode også rekordhøje - 37 procent højere end resten af 2018.

"Sygehusene er underlagt etårige budgetter, og når det er sådan, er det en rigtig fornuftig måde at styre økonomien på. Storindkøb af medicin sidst på året er opstået efter Budgetloven blev indført i 2012, hvor der bliver stillet lovmæssige krav om, at regionerne overholder de årlige budgetter, som er aftalt i økonomiaftalerne," siger Jørgen Clausen, cheføkonom i Lif.

"Der er meget der tyder på, at der har været luft i budgettet sidst i 2019, og så giver det god mening at bruge de overskydende midler på indkøb af medicin. Det er noget, vi ser, at sygehusene har benyttet sig mere og mere af de sidste år," uddyber han.


Sammenligner man tallene før og efter 2012, ser vi en tydelig tendens til at få brugt medicinbudgettet sidst på året. Det forklarer også de færre indkøb først på året.

Der blev alt i alt indkøbt for 14,46 mia. kr. sygehusmedicin i 2019, når der ikke er taget højde for de rabatter, som virksomhederne giver Amgros. 


Læs også


Udgifterne til sygehusmedicin faldt i 2019

Kontakt

Jørgen Clausen
Tlf +45 3915 0909

Cheføkonom - Markedsforhold, priser og tilskud.

jc@lif.dk