Log på

Nu kan du lindre hoste og halsonde med medicin fra supermarkedet


Nu skal du ikke længere en tur på apoteket, hvis du fx har en grim hoste eller ondt i halsen. Flere lægemidler vil fremover kunne findes på hylderne hos din lokale købmand.

Både hostestillende midler, lægemidler mod ondt i halsen og behandling mod diarré vil stå side om side med næsespray og nikotintyggegummi i kiosker og supermarkeder, efter Lægemiddelstyrelsen har tilføjet flere typer medicin til listen over medicin til salg andre steder end apoteker.

”Beslutningen om at lette adgangen til lægemidler, der anvendes til at lindre effekterne af småforkølelser og ømme halse, bidrager til at gøre forbrugernes hverdag lettere, særligt de forbrugere som ikke bor tæt på et apotek eller apoteksudsalg,” siger chefkonsulent Søren Beicker Sørensen, Lægemiddelindustriforeningen. 

Netop hensynet til at lette forbrugernes hverdag uden at gå på kompromis med patientsikkerheden var et hensyn som vejede tungt, da Folketinget i 2018 besluttede at indføre selvvalg af håndkøbslægemidler. 

”Derfor er det også positivt at konstatere, at de sundhedsfaglige myndigheder i dag er så trygge ved ordningen, at den nu udvides med flere lægemidler,” siger Søren Beicker Sørensen.

Han understreger dog, at forbrugerne i tilfælde af tvivl omkring et lægemiddel fortsat bør søge råd hos det lokale apotek, der har den lægemiddelfaglige indsigt til at vejlede forbrugerne i tvivlstilfælde. 

Når et lægemiddel går fra at være receptpligtig til at være et håndkøbsmiddel, må det udelukkende sælges på apoteket de første to år. Derefter kan Lægemiddelstyrelsen efter indstilling fra Lægemiddelnævnet beslutte, at den apoteksforbeholdte håndkøbsmedicin må sælges som håndkøbsmedicin på andre godkendte salgssteder. Lægemiddelstyrelsen og Lægemiddelnævnet vurderer to gange årligt, om der er ny håndkøbsmedicin, der kun bør sælges på apotekerne fremadrettet. Her lægges vægt på bl.a. risiko for misbrug samt bivirkninger.


Kontakt

Søren Beicker Sørensen
Tlf +45 3915 0913

Chefkonsulent - Market access, medicintilskud og priser.

sbs@lif.dk