Log på

Brexit: No deal-scenarie ikke umuligt efter nej tak til forlængelse af overgangsperioden

Foto: Unsplash / Frederick Tubiermont

ANALYSE: I dag udløber Storbritanniens frist for at forlænge overgangsperioden efter Brexit. Det betyder, at der er meget kort tid til at få en aftale og formalia på plads inden årsskiftet. Et no deal-scenarie ikke helt umuligt, vurderer Lif.

​Det står nu klart, at Storbritannien ikke ønsker at anvende muligheden for at
forlænge overgangsperioden, og dermed forhandlingerne om en handelsaftale med EU, med op til to år. Den mulighed udløb i dag den 1. juli, og derfor vil der være meget kort tid til at få en aftale på plads. 

Det betyder, ifølge Head of Foreign Trade Policy i Lif Thomas Klit Christensen, at der er en betydelig risiko for et no deal-scenarie, når selve overgangsfasen udløber ved årsskiftet.  

”Parterne er i udgangspunktet enige om told og kvoter, men der er uenighed om the ”level playing field”. EU kræver, som forudsætningen for en handelsaftale, fælles spilleregler om f.eks. statsstøtte, miljøstandarder og arbejdsforhold. De spilleregler skal sikre, at britiske virksomheder ikke underbyder virksomheder i EU på unfair betingelser, og her er man altså ikke enig.” 

”Og så mangler EU og Storbritannien også at tage stilling til forhold som databeskyttelse, fiskeri i britiske farvande, det fælles luftrum, mulig ækvivalens i den finansielle sektor og udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold, og eftersom der skal være tid til oversættelse og ratifikation af en evt. aftale inden årsskiftet, skal der virkelig turbo på forhandlinger, hvis vi skal undgå en no deal-situation,” forklarer han.

For lægemiddelindustrien vil en no deal-situation have meget store konsekvenser. Lægemiddelindustrien er ikke alene en af de mest regulerede brancher men i høj grad også en branche, som agerer under et fælles europæisk regelsæt og en fælles europæisk struktur. Det gælder blandt andet i forhold til kliniske forsøg, markedsføringsgodkendelser og efterfølgende sikkerhedsovervågning af bivirkninger, der alle foregår på tværs af landegrænserne. 

”På grund af disse fælles regler og det nære samarbejde mellem EU-landene – og dermed også mellem EU og Storbritannien – er der mange områder, hvor der hurtigst muligt vil være behov for særaftaler. Dette gør lægemidler til et særligt område i forhold til Brexit og de nuværende frihandelsaftaleforhandlinger, ikke mindst fordi lægemidler er af så afgørende betydning. En ”no deal” vil således få konsekvenser for patienterne,” siger Thomas Klit Christensen. Han fortsætter:

”En aftale er ifølge danske myndigheder ikke umulig inden for tidsrammen, fordi EU-paradigmet er på plads, og vi ved, at parterne har planer om at intensivere forhandlingerne i juli. Men der er ifølge Udenrigsministeriet en betydelig risiko for et såkaldt Hard Brexit ved overgangsfasens udløb 31. december 2020. Alternativt vil vi med stor sandsynlighed se indgåelsen af en begrænset delaftale i sidste øjeblik."




Kontakt

Thomas Klit Christensen
Tlf +45 3915 0926

Juridisk chefkonsulent - Head of Foreign Trade Policy.

tkc@lif.dk