Log på

Lif hilser nye studerende og nye uddannelser velkommen


Dagens tal for optaget af nye studerende vækker glæde i Lægemiddelindustriforeningen (Lif). Her hilser man også en række nye uddannelser velkommen.


På dagen, hvor knap 70.000 nye studerende har fået besked om, at de kan starte på en videregående uddannelse efter sommerferien, er der glæde i Lif over stigningen i optaget af studerende til flere af de uddannelser, der leverer fremtidens medarbejdere til life science-branchen. 

”Helt overordnet er vi meget glade for, at der i 2020 er rekordmange unge, der starter på en videregående uddannelse. Det er af afgørende betydning for Danmark, at vi fastholder et højt uddannelsesniveau på alle områder. Men i Lif er vi selvsagt særligt glade for stigningen i antallet af unge, der har søgt ind på og er blevet optaget til en række af de uddannelser, der leverer fremtidens medarbejdere til life science-branchen,” lyder det fra koncernchef i Lif, Ida Sofie Jensen.

”Life science er en helt central vækstmotor i Danmark. De nye optagelsestal skaber grund til stor optimisme, for de unges meget markante tilvalg af it-faglige, tekniske og naturvidenskabelige uddannelser vil understøtte innovation, udvikling og produktivitet i Danmark. Koblet med et fortsat højt optag på de sundhedsfaglige og sundhedsvidenskabelige uddannelser giver det et solidt fundament for yderligere udbygning af Danmarks stærke life science-industri,” understreger Ida Sofie Jensen. 

Det gælder bl.a. stigningen i optaget til de såkaldte STEM-uddannelser og store optag på sundhedsuddannelserne. Konkret vil der fx være 4 pct. flere studerende på diplomingeniør-uddannelserne efter sommerferien. Og hele 19 pct. flere studerende er blevet optaget på civilingeniør-studiet. Desuden er der optaget 6 pct. flere sygeplejersker, og antallet af nye medicinstuderende er fastholdt på et højt niveau. 

”Der er behov for en meget bred vifte af uddannelser og kompetencer i life science-industrien, og vi hilser alle velkomne, der har søgt ind på en uddannelse med ønsket om en fremtid på life science-området,” understreger Ida Sofie Jensen.

Samtidig er der kommet helt nye uddannelser til, der ifølge Ida Sofie Jensen vil styrke og udvikle fundamentet for life science industrien. Efter sommerferien vil professionshøjskolen Absalon for første gang byde velkommen til 12 maskinteknologi-studerende (diplomingeniør) i Kalundborg, og på Aalborg Universitet (Kbh. Sydhavnen) vil 40 studerende starte med en software civilingeniøruddannelse. Herudover vil 44 bachelorstuderende starte på medicinalkemi på Københavns Universitet.