Log på

Finanslov med plads til forskning

Viceadministrerende direktør i Lif, Henrik Vestergaard

Der er mange gode initiativer på forskningsområdet, men pas på besparelserne på uddannelsesområdet, lyder det fra Lif i en kommentar til regeringens udspil til Finanslov for 2019.

”Det er innovationskraft, der driver life science. Sådan er det i Danmark, og sådan er det i de lande, vi konkurrerer med. Fundamentet for innovation er uddannelsen af dygtige medarbejdere og excellente forskere, der kan drive innovationen nye steder hen. Derfor er det glædeligt, at midlerne fra omprioriteringsbidraget skal tilbage til uddannelsesområdet, men vi havde da gerne set, at man havde fundet plads i budgettet til at tage de årlige uddannelsesbesparelser af bordet noget tidligere end i 2022,” lyder kommentaren fra Lægemiddelindustriforeningens viceadministrerende direktør Henrik Vestergaard til det finanslovsoplæg, der i dag blev præsenteret af finansminister Kristian Jensen.

Til gengæld glæder han sig over etableringen af de særlige Pioner-centre, der skal arbejde på fundamentale og transformative forskningsmæssige nybrud og konkurrere med de allerbedste forskningsmiljøer internationalt. 

”Det er præcis noget af det, vi efterlyser, og det vil være oplagt at etablere et Pioner-center inden for life science området, hvor vi netop har efterlyst, at excellence-forskningen styrkes yderligere i Danmark, og at der prioriteres flere midler til de allerstærkeste universiteter og forskningsmiljøer,” siger Henrik Vestergaard.

Ud af det samlede offentlige forskningsbudget er der afsat en samlet forskningsreserve på 958 millioner kroner, som skal forhandles i løbet af efteråret 2018. 

”Det betyder, at der er gode muligheder for - inden for rammerne af FORSK2025-kataloget - at prioritere flere midler til life science forskningen, sådan som det er ambitionen i den aftale, som regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale indgik i forbindelse med vækstplanen for life science,” lyder det fra Henrik Vestergaard, der også anerkender, at regeringen - foruden 64 millioner til udvikling af klinisk forskning i NEXT-samarbejdet - har afsat næsten en milliard til Danmarks frie forskningsfond. 

”Der skal ikke herske tvivl om, at den frie forskerinitierede forskning også er overordentlig vigtig for life science industrien,” understreger han.



Kontakt

Henrik Vestergaard
Tlf +45 3927 6060

Viceadministrerende direktør

hv@lif.dk