Log på

De ukendte vacciner


Det skorter på viden blandt danskerne, når det handler om tilgængelige vacciner. Mange danskere ved nemlig ikke, at man kan beskytte sig selv og sine nærmeste mod andre sygdomme end dem, man kan gennem vaccinationsprogrammerne.


Men villigheden er stor til at beskytte sig selv og sin familie.

”Når vi spørger, om folk vil have vacciner, som de ikke kendte til, er de overvejende positive over for det, såfremt de finder vaccinerne nødvendige. Det kan eksempelvis være forældre, der ofte må tage sygedage, fordi den smitsomme børnediarresygdom rotavirus er i rotation i børnehaven. Nu har jeg selv tre børn, og det er en gave, at vi kan undgå, at de tager sygdommen med hjem og smitter hinanden. Når jeg nævner muligheden for andre forældre, bliver de ofte overraskede over, at man kan undgå smitsomme sygdomme blandt børnene,” fortæller chefkonsulent Mikkel Møller Rasmusen, Lægemiddelindustriforeningen, og tilføjer:

”Det skyldes ganske simpelt, at der længe har manglet information om vacciner, der ligger ud over de vacciner, man giver i børne- og risikovaccineprogrammerne. Men den informationsdeling er netop begyndt at ændre sig.”

Det oplevede han også forleden, da han havde sundhedsplejerske på besøg til den mindste. Her nævnte Mikkel Møller Rasmussen overvejelserne om også at give hende skoldkoppevaccine. Sundhedsplejersken støttede op om det, men sagde, at hun desværrre ikke kunne hjælpe yderligere med information, da hun ikke havde noget officielt materiale om det.

Statens Serum Institut har over foråret offentliggjort en liste over alle de vacciner, der er tilgængelige ud over de normale programmer, som lægen tilbyder. Dette er det eneste offentlige sted, man kan få informationen, mens Sundhedsstyrelsen endnu ikke tilbyder informationsmateriale om de ukendte vacciner.


Og over de næste uger sætter Lif fokus på de oversete vacciner gennem sociale medier for at skabe opmærksomhed på dem.

”Der findes mere end 20 forskellige vacciner, som kan forebygge sygdomme, som man kan få i Danmark. Eksempelvis de mere hyppige sygdomme som skoldkopper og visse typer lungebetændelse, men også mere sjældne sygdomme som meningitis og hjernehindebetændelse som følge af flåtbid,” fortæller Mikkel Møller Rasmussen.

Ud af hver 10. dansker kender 6 til muligheden for skoldkoppevaccine, 2 til lungebetændelse, 4 til meningitis og 1 til rotavirus-vaccinen. Dette lave kendskab går igen blandt de andre ukendte vacciner, viser en undersøgelse fra september 2019, som Yougov har lavet for Lif.

Danskernes viden er begrænset, men det skyldes primært, at man som borger tidligere har været henvist til selv at skulle søge information om vacciner, der er uden for de almindelige programmer.




Kontakt

Mikkel Møller Rasmussen
Tlf +45 3915 0933

Chefkonsulent - Godkendelse, sikkerhed og forfalskede lægemidler​

mmr@lif.dk
Kontakt

Anne Cathrine Schjøtt
Tlf +45 22 32 90 99

Pressekonsulent

acs@lif.dk