Log på

Lif: Brug for fælles principper for samarbejde

Koncernchef i Lif, Ida Sofie Jensen

Regionale principbeslutninger om sponsorering af kongresrejser skaber usikkerhed om alle former for samarbejde mellem læger og virksomheder.

Frem for at regioner, sygehuse og hospitalsafdelinger laver hver deres fortolkning af rammerne for samarbejdet mellem læger og lægemiddelvirksomheder, så bør man hurtigst muligt blive enige om, hvad de regionale principbeslutninger betyder for lægernes dagligdag og efteruddannelse, lyder det fra Ida Sofie Jensen i kølvandet på, at Region Midtjylland har fulgt Region Syddanmarks beslutning om selv at finansiere lægers kongresrejser og efteruddannelse.

”Vil regionerne finansiere lægernes kongresrejser, så er det ikke noget, vi vil gå imod. Men den usikkerhed, som principbeslutningerne afføder, skaber problemer for alle andre samarbejdsrelationer hele vejen ned gennem systemet,” forklarer hun.

”Vi lytter til regionernes bekymring og vil meget gerne være med til at finde en samarbejdsmodel, der imødekommer dem. Men med disse bærende principper for samarbejdet, så bør der ikke kunne stilles spørgsmålstegn ved hverken værdien af eller relationerne omkring læger og virksomheders samarbejder”, lyder det fra Lifs koncernchef, der anerkender regionernes ønske om at få mere hånd i hanke med lægernes aktiviteter.

”Opgaven er nu at komme videre fra principper til virkelighed”, forklarer Ida Sofie Jensen om baggrunden for, at Lægemiddelindustriforeningen nu vil forsøge at samle enighed om fire principper for lægernes samarbejde med lægemiddelvirksomhederne.

​De fire principper er:

  • Samarbejderne skal skabe værdi for hospitalet, lægen, patienterne og virksomheden
  • Samarbejderne skal være mellem organisationer – virksomhed og hospital 
  • Samarbejderne skal aftales med sygehusledelsen/afdelingsledelsen
  • Samarbejderne skal bygge på ordentlighed og åbenhed

Principperne er et supplement til lovgivningen og de brancheetiske regler på området. De skal sikre det vigtige og legitime samarbejde, men sætte grænser for relationerne.

Kontakt

Ida Sofie Jensen
Tlf +45 3927 6060

Koncernchef

info@lif.dk
Læs også
Samarbejde mellem sundhedspersoner og lægemiddel- og medicovirksomheder